»Man er et skarn, hvis man ikke siger at vinde Tour de France. Så selvfølgelig også det.«
Bjarne Riis tænker sig grundigt om. Bag brillerne forsøger han at sætte ord på de bedste minder fra en lang cykelkarriere.
Han genoptager sin ordstrøm, der ikke er lige så lavmælt, som han er kendt for. Der er noget på spil her.
»Men Touren er også svær for mig, fordi alt det, der er fulgt efter, har været mega hårdt. Det har taget meget af glansen væk.«
»Indimellem tager jeg min gule trøje frem, og holder ved den og siger: ‘okay, du gjorde det sgu. Den er der.’ Og det skal jeg også gøre, for det er jo bare vildt.«
I 1996 var Bjarne Riis urørlig på toppen af cykelverdenen. Tusindvis af mennesker stod tætpakket – som en krop i alt for tætsiddende cykeltøj – i Københavns gader, da Riis og familien kørte parade gennem byen.
Telekom-rytteren havde for alvor sat Danmark på cykelsportens verdenskort ved at være den første med rødbedefarvet pas til at vinde verdens største cykelløb.
Men i stedet for at stå tilbage som en ubestridt glæde, får Bjarne Riis en tvetydig smag i munden, når han tænker på 1996.
»Jeg tror, at det største for mig var min tid i Herning Cykle Klub. Venskabet og kammeratskabet var unikt. Den måde, vi trænede og gjorde hinanden bedre på. Vi konkurrerede hårdt, men uden for var vi fanme altid gode kammerater.«
Tour-sejren for 28 år siden har gjort Riis til en af dem, alle har en holdning til.
Forestil dig det. At alle dine landsmænd har en mening om dig. Og at du derfor indimellem er i tvivl om, hvorvidt du tør flytte tilbage til dit eget hjemland.
Tankerne fyldte i hovedet på Bjarne Riis i fjor, da han og familien pønsede på at flytte tilbage Danmark efter flere årtier i udlandet.
»Ja, det har jeg tænkt meget over,« erkender manden med det karakteristiske udtryk.
»Men det er ikke noget, jeg frygter. For jeg ved, at jeg kan håndtere det.«
Selvom overvejelserne var mange, satte han punktum for livet som udlandsdansker i efteråret.
Nu bor han og familien igen dér, hvor allerflest har en mening om dem. Hvor han er blevet elsket. Og hadet.
»Jeg tænker over, hvordan folk reagerer på mig. Nogle gange tænker jeg ‘åh nej.’ Men så må jeg jo blive hjemme, hvis jeg ikke kan holde det ud.«
Bjarne Riis bryder ud i latter, da han afslutter sætningen.
For første gang siden 1985 bor han på dansk grund. Nu hedder adressen Vejle, selvom han med jævne mellemrum er i København.
»Du kan ikke have frit valg på alle hylder, altid. Der er omkostninger, konsekvenser af at tage nogle valg. Ting, der følger med. Vi har gjort os overvejelser omkring, om vi kan leve med det. Lige nu ser jeg det ikke som noget problem. Men det er også fordi, jeg er blevet tykhudet.«
Da vi mødes i hovedstaden, er hans skjold mod berømmelsen en sixpence, han har skruet på hovedet. For at beskytte sig selv.
Alligevel sætter vi os på en café – ude i offentligheden – for at lave interviewet.
»Folk ved, hvem jeg er. Det kan jeg mærke og se. Jeg synes egentlig, at mange har et rimelig afslappet forhold til det. Det er jo mere mig, der er lidt følsom. Fordi at jeg … Jeg er så indfølende. Det er tough nogle gange.«
Man skal ikke gøre mere ud af det, end det er, siger han. Bjarne Riis virker en smule forandret. Men han er også nået til et nyt kapitel i livet.
Først i april fylder han 60 år. Han har sagt adieu til at drive et cykelhold, og nu vender han livet på hovedet, dropper det årelange udbrud i udlandet.
Samtidig har han fået pyntet sit i forvejen lange cv med en række bestyrelsesposter, hans nye levevej. Og med titlen som farfar. Hans ældste søn, Thomas, har fået sit andet barn.
»Nu har jeg altid haft en svaghed for småbørn. Hvis det stod til mig, så havde vi seks mere,« lyder det, inden han griner højlydt.
»Jeg er vild med helt små babyer, jeg synes simpelthen det er fantastisk. Det har også sine udfordringer med mange børn, man skal jo have råd til at have dem. Men at have en stor familie, det sætter jeg stor pris på. Det er fantastisk.«
Det er Riis’ seks drenge, der i høj grad har fået cykelkoryfæet til at vende hjem til Danmark. Men det er også arbejdslivet, der har fået Ørnen fra Herning til at forlade reden ved schweiziske Lugano.
For tre år siden kunne han og hustruen Anne Dorthe Tanderup ikke forestille sig at bo i Danmark igen. Men så ændrede livet sig.
Efter bruddet med NTT-holdet i 2020, der ifølge Bjarne Riis var »ren overlevelse,« gik han arbejdsløs i en lang periode. Livet i Schweiz blev dyrt uden indkomst, og så kom der en erkendelse af, at han måske skulle noget andet end at arbejde i cykelverdenen.
»Jeg syntes ikke, at jeg havde nok netværk i Schweiz. Det blev begrænset, og jeg kunne se, at cykelsporten var for besværlig. Jeg brændte ikke helt vildt for det, hvis ikke det blev det rigtige,« siger Bjarne Riis.
»For Anne Dorthe gav det også mening at bo i Danmark i forhold til de mennesker, hun kender, og det hun gerne vil. Også selvom man ikke savnede Danmark og det danske vejr, når man kiggede ud af vinduet i Schweiz.«
Tidsalderen var en anden, da han flyttede fra Danmark. Sådan formulerer han det i hvert fald selv.
Det var 11 år før Jonas Vingegaards fødsel. Siden da er Berlinmuren faldet, han har fået seks drenge, vundet Tour de France, erkendt at han var dopet, været holdejer for verdens nok bedste cykelhold, forladt cykelsporten af flere omgange og gjort comeback igen.
»Et hårdt, men også et fantastisk liv,« som han tidligere har fortalt B.T.
»Vi har en alder, hvor det er vigtigt, at man tager de rigtige beslutninger. Hvor mange år har vi tilbage af vores arbejdsliv? Og hvad vil vi egentlig med vores liv?«
»Jeg synes, vi prøver at skabe en god balance derhjemme mellem fortiden, nutiden og fremtiden. Vi lever i nuet, men kigger også fremad og reflekterer over de ting, der er sket i vores liv,« forklarer han, tænksom.
I mange år skulle det være hårdt at hedde Bjarne Riis.
Det er ingen hemmelighed, at hans liv ikke altid har været fredfyldt og harmonisk, og i en periode var han tæt på at være persona non grata i den cykelsport, han havde elsket så højt, siden han var en lille knægt.
Depressioner har også været en del af hans liv.
»Mange havde brækket halsen på min vej. Det er ikke fordi, at jeg ikke har lidt undervejs. Men det er mindre hårdt nu. Det skal det være,« siger han og letter på smilebåndet.
»Jeg står et godt sted, og jeg er blevet god til at forsvare mig selv. Den del er jeg ikke så bekymret for. Jeg tænker mere positivt på den indflydelse, jeg kan have på folk og det, jeg kan bidrage med. Ikke så meget, at jeg har haft det hårdt.«
Selvom Bjarne Riis i perioder har isoleret sig totalt fra offentligheden, har han ikke kunnet slippe helt, hvad omgivelserne har tænkt om ham.
Som så mange andre har han været bevidst om omverdenens syn på ham. Men balancen er hårfin som pladehjulet på en enkeltstartscykel.
»Jeg synes, det er helt skidt, hvis ikke du har noget personlig forfængelighed. Det må bare ikke gå hen og blive en ballast. Det har jeg jo mærket på min egen krop, når det er gået derhen. Så bliver det skidt. Rigtig skidt. Det er en øvelse.«
At øve sig har været en kæmpe del af livet for Bjarne Riis.
Da han stod øverst på sejrsskamlen i Paris som vinder af verdens største cykelløb, var en af hans første tanker: »Bjarne, det her kunne du godt gøre bedre.« Og som barn skilte han sig allerede ud.
Bjarne Riis var ikke som sine jævnaldrende.
»Da jeg var knægt, var jeg mega genert. Det er jeg stadigvæk, men altså som i mega genert. Det er bare svært, når man vinder cykelløb hver eneste weekend som 10-12 årig. Og jeg var da stolt.«
Han elskede at pine sig selv til træning i den evige jagt på at blive bedre. Han gik til yderlighederne i sin benhårde træning. Alvoren i hans stemme går især op for mig, da han nævner mig ved navn.
»Det var også ekstremt. Frederik, jeg var da ekstrem.«
På mange måder passer ordet ekstremt virkelig godt på Riis' liv. Han har ramt ekstremiteterne, yderlighederne. Været helt oppe. Og helt nede.
I de første teenageår kunne han godt finde på at løbe hele vejen til gymnastik efter den obligatoriske cykeltur. Så stod aftenen ellers på indendørs fodbold før og efter gymnastikken, inden han løb hjem igen.
»Du kan godt se en 14-årig knægt gøre det, ikke?« spørger han retorisk.
»Det er jo sindssygt. Det får du ikke nogen til i dag. Men jeg elskede det.«
Bjarne Riis har haft et idol i sit liv. En person, der har inspireret ham, og det er med garanti ikke den, du havde forestillet dig. Han hedder Jesper Tørring.
Hans cv er langt som Riis’ eget, men han udmærkede sig blandt andet ved at være europamester i højdespring i 1974. Og den disciplin blev Bjarne Riis totalt opslugt af som ung.
»Jeg tænkte, at det dér vil jeg fanme også kunne, selvom jeg var Danmarks – og måske verdens – bedste 10-årige cykelrytter. Jeg var fascineret af højdespring,« forklarer han.
Han sneg sig ned bag skolen og sprang igen og igen, alene. Brugte den ene efter den anden eftermiddag på det.
Da han blev teenager, havde han sprunget tusindvis af gange.
»Jeg prøvede aldrig at konkurrere, kun til skolernes atletikstævne. Det er jo fuldstændig åndssvagt, men det siger lidt om at dedikere sig til noget.«
Hele Bjarne Riis’ liv har handlet om dedikation. Han har levet et på alle måder vildt liv, hvor han har tilsidesat alt og i en periode også kastet moralen over styr i den ensomme kamp for at blive den bedste.
Men det er slut nu.
Det mål, han har helliget sig til, så længe han kan huske, er et overstået kapitel. Vi kommer aldrig til at se ham i cykelverdenen igen på den måde, vi har set ham før.
»Jeg ser ikke mig selv i cykelsporten, jeg ser ikke, hvad jeg skal bidrage med. Eller, jo, detgør jeg. Men jeg har mere lyst til at lave noget andet,« siger Bjarne Riis, der eksempelvis vil udelukke en tjans som holdejer - men ikke en bestyrelsespost på et hold.
»At drive et hold, det synes jeg, at jeg har gjort rigeligt. Og jeg føler ikke, at jeg har lyst til at kæmpe så meget for at få et hold op at køre.«
Med den nye vej i livet har han lagt låg på det evige spørgsmål, han var blevet træt af at få stillet igen og igen: »Hvornår er du tilbage, Bjarne?«
Det hører nu fortiden til.
»Det er måske også en af de ting, der gør, at jeg føler mig rigtig glad. På det seneste har jeg siddet i forskellige situationer, hvor jeg har kunnet mærke på mig selv: ‘Hold nu kæft Bjarne, du virker jo oprigtig glad,’« lyder det fra den introverte mand.
Men lige nu flyder ordene ud af munden på ham.
»Jeg er super glad over den beslutning, vi har truffet om at flytte hjem. Over det, vi skal i gang med nu. Jeg kan mærke på mig selv – sådan lidt overraskende – wow. Det er længe siden, du har været så glad.«
