En kæmpe skandale!
Det var vanvittige og groteske scener, der udspillede sig på onsdagens etape af årets Vuelta.
En kæmpe pro-palæstinensisk-demonstration i målbyen Bilbao betød nemlig, at arrangørerne valgte at droppe afslutningen på etapen. I stedet blev tiden stoppet tre kilometer fra målstregen, og der blev heller ikke kåret en vinder af etapen.
Meldingen kom over løbsradioen, da der pludselig opstod voldsomme uroligheder mellem demonstranterne og politiet. Uroligheder, som B.T.s cykelkommentator, Frederik Gernigon, kalder for hovedrystende:
»Desværre ender idioterne med at få deres vilje i denne her sag. Jeg kan kun gentage mig selv og sige, at man skal have lov til at demonstrere. Men når man sætter andre menneskers sikkerhed over styr, så er det altså stukket fuldstændig af for én. Det er utilgiveligt og pinligt. Intet mindre,« siger han og fortsætter:
»Personligt har jeg fået nok af de her altødelæggende og hjernedøde billeder, hvor man bruger vold mod politiet og udsætter rytterne for stor fare ude på landevejen. Og så skal rytterne, hold og fans bydes det her, selv om de intet har med det at gøre. Fortæl mig lige, hvad Anders Foldager, Jay Vine og Jonas Vingegaard skal gøre? Jeg forstår, at det er en konflikt, der koster menneskeliv. Men det her handler om fornuft – ikke politik og holdninger.«
»At det så også var en streg i regningen for Vingegaard, der ville vinde på sønnikes fødselsdag, er selvfølgelig ærgerligt. Men i det store billede er det jo underordnet.«
Frederik Gernigon understreger nemlig, at det var den helt rigtige beslutning, som arrangørerne pludselig måtte træffe.
Rytternes sikkerhed kunne i hvert fald på ingen måde garanteres i målområdet.
»For mig at se gjorde løbsledelsen det eneste rigtige i situationen. Rytternes helbred kommer i første række, og jeg har faktisk en smule ondt af Vuelta-arrangørerne. Alt andet havde været uansvarligt, men de skal altså også tage deres forholdsregler på en anden måde, end de har gjort indtil videre. Nu kan de ikke gøre andet end at tage problemet seriøst,« lyder det videre.
Du kan læse B.T.s dom fra den skandaløse etape LIGE HER.