Gitte Von G har over en million følgere på instagram, er uddannet sexolog og er en af landets største OnlyFans-stjerner.

Nu kaster den 45-årige sig ind i debatten om EUs kommende krav om ID-verificering, som vil sætte en stopper for, at unge under 18 år kan se porno.

»Det giver selvfølgelig mening at beskytte børn mod det mest voldsomme indhold. Men unge har seksuelle fantasier og tændinger længe før de fylder 18. I stedet for bare at forbyde, burde vi give unge adgang til noget, de faktisk kan lære noget af,« siger hun.

Gitte Von G er mor til tre og lever i et åbent forhold. På OnlyFans deler hun videoer af sit eget sexliv – og har sex med sine følgere. Ifølge hende handler det om at vise realistisk, samtykkende sex uden ydmygelse.

På OnlyFans er aldersverificering allerede et krav, og det er fornuftigt mener Gitte Von G, men hun advarer samtidig:

»Vi snyder os selv, hvis vi tror, at adgangskontrol løser alt. Unge er fortsat nysgerrige og skal nok opsøge noget porno. Spørgsmålet er, hvad de får adgang til – og hvem der taler med dem om det.«

Gitte Von G er  ikke tvivl om, at den porno, unge mennesker i dag har adgang til, skader mere end den gavner:

»Det giver dem et forvrænget billede af at have sex, for skal man kunne holde i timevis og give kvinder tre sprøjteorgasmer på kommando, før man har haft rigtig sex. Det skaber et enormt forventningspres, som ikke er sundt.«

Hun mener generelt, at unge i stedet bør have adgang til mere blød, pædagogisk porno – og at den nuværende seksualundervisning skal have et gevaldigt løft:

»Det er stadig en dansklærer, der skal undervise i, hvordan man sætter et kondom på en banan. Det er grænseoverskridende for både læreren og eleverne. Vi burde have sexologer tilknyttet skoler og gymnasier – ligesom vi har tandlæger og psykologer,« afslutter hun.