Muligheden for at oprette en friskole i Danmark bliver på nogle skoler misbrugt til at 'formørke'.
Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin tale ved Folketingets åbning som reaktion på sagerne om de muslimske friskoler. Samtidig løfter han sløret for et nyt udspil.
BT har siden juli afdækket forhold på seks muslimske friskoler, og i sidste uge måtte Nord-Vest Privatskole lukke, efter statens tilsyn valgte at fjerne tilskuddet på over 11 mio. kr. til skolen.
»De frie skoler er vokset ud af Grundtvigs tanker. Som et redskab til at myndiggøre - skabe mere frihed. Men den frihed, som i hænderne på danske skoleledere, lærere og forældre bruges til at oplyse, anvendes desværre på andre skoler til at formørke,« siger Lars Løkke Rasmussen og konkluderer:
»Danske regler, love og normer kommer faktisk til kort i områder, der ikke er frie og danske i deres værdisæt.«
Ud over Nord-Vest Privatskole vil statens tilsyn også fjerne tilskuddet til friskolen Al Salam Skolen i Odense.
BT kunne i begyndelsen af september afdække, at der ifølge styrelsen var bekymring for eleverne, der oplevedes som kuede og trykkede. Streng disciplin og undervisning på arabisk fyldte meget - og desuden var der tvivl om, hvorvidt skolelederen overhovedet beherskede dansk, hvilket er påkrævet af friskoleloven.
Alene det økonomiske kaos på skolen var dog nok til, at staten ikke længere vil give skolen tilskud.
Samtidig er den muslimske friskole Iqra Privatskole i København som den tredje skole sat under statens skærpede tilsyn.
BT har afsløret, at en 21-årig mand, der er fængslet og tiltalt for at tilslutte sig Islamisk Stat i Syrien, i omkring seks måneder har haft adresse hos skolens viceleder – i et hus i Frederiksværk. Nu har den fængslede mand adresse i en moské, hvor vicelederen er ledende imam. Det vækker bekymring hos tilsynet, der desuden vil have forklaring på 21 andre forhold hos skolen.
Tre andre muslimske friskoler, DIA Privatskole, Roser Skolen og Al Quds Skole, bliver undersøgt af tilsynet efter afsløringer i BT, og flere partier, heriblandt Socialdemokratiet, vil lukke samtlige muslimske friskoler.
Så langt går statsministeren ikke. Han lægger i sin åbningstale i stedet vægt på tilsynets arbejde, der for nylig har fået flere ressourcer til at kontrollere skolerne.
»Jeg er meget tilfreds med, at myndighederne gør op med skoler, der svigter deres ansvar. Et ansvar for at ruste børnene til at leve i et land, hvor vi har frihed og folkestyre,« siger Lars Løkke Rasmussen og bebuder samtidig et nyt udspil.
»Men det stopper ikke her. Vi er nødt til at tage mere håndfast og direkte fat om problemernes rod. For ellers vokser de os over hovedet,« siger statsministeren og tilføjer:
»Regeringen vil derfor ved årets udgang komme med konkrete forslag til, hvordan vi langt mere målrettet kan sætte ind over for parallelsamfund.«