Imamen Abu Bashars fond styrer pengestrømme til muslimsk friskole og har indflydelse på valg af bestyrelsen, selv om skolen skal være uafhængig. Tilsyn starter undersøgelse.

Endnu en muslimsk friskole, Roser Skole i Odense, kommer nu i myndighedernes søgelys, fordi organisation Familie Fonden med den dømte imam Abu Bashar i spidsen har indflydelse på skolen.

BT kan i dag afsløre omfattende pengestrømme på hundredtusindvis af kroner til skolen fra imam Abu Bashars organisation, Familie Fonden.

I 2015 modtog skolen således over 200.000 kroner af Abu Bashars fond, mens skolen i 2016 sammen med en anden forening modtog 494.000 kroner. Desuden satte Familie Fonden i 2014 huslejen ned til 0 kr., viser et notat fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), som BT har fået aktindsigt i.

Samtidig udpeger Familie Fonden den såkaldte skolekreds, der vælger flertallet af medlemmerne i skolens bestyrelse, fremgår det af skolens vedtægter.

Syriskfødte Abu Bashar, med fødenavnet Mohamad Al-Khaled Samha, blev landskendt, da han sammen med en række andre imamer i 2005 rejste Mellemøsten tyndt for at få støtte til en protest mod Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.

»Han var leder af delegationen, der rejste rundt i Mellemøsten. Men han er også imam i Islamisk Trossamfund i Odense,« siger Brian Arly Jacobsen, lektor ved København Universitet.

Muhammedkrisen medførte bl.a. nedbrændinger af danske ambassader i Damaskus, Teheran og Libanon. Abu Bashar var senest i søgelyset, da han sidste år blev idømt 14 dages betinget fængsel for under en prædiken at udtale, at jøder var »børn af aber og svin«.

BT har siden fredag forgæves forsøgt at få et interview med Abu Bashar om hans rolle på Roser Skolen. I stedet har BT fået kontakt til Hassan Adel Burghle, direktør i Familie Fonden, der siger, at ingen fra fonden ønsker at udtale sig.

Familie Fonden, som har oprettet Roser Skolen, er ifølge regnskaberne stiftet af det såkaldte Islamisk Information og Rådgivningscenter - en religiøs forening, der har registreret sin adresse i Abu Bashars lejlighed i Vollsmose.

Familie Fonden ejer skolens bygninger til en værdi af knap 24 millioner kroner. Roser Skolen - der som friskole får 75 procent af sine udgifter betalt af staten - lejer sig ind i fondens bygninger.

Derudover må skolen ikke samarbejde med for eksempel en fond, hvis der er risiko for, at skolen bliver styret af denne - eller hvis den er i et økonomisk afhængighedsforhold til fonden. Det står eksplicit i friskoleloven.

Men BT kan i dag fortælle, at Roser Skolen lige siden sin oprettelse i 2011 har modtaget økonomisk støtte af Familie Fonden. Det drejer sig om pengegaver til flere hundrede tusinde kroner de sidste to år. Og Indtil 2014 gav fonden desuden tilskud til skolens drift samt betaling for skolens bus. Det fremgår af Familie Fondens regnskaber fra 2011-2016, som BT har gennemgået.

En aktindsigt i Styrelsen for Undervisning og Kvalitets notater om skolen viser, at styrelsen sidste år førte tilsyn med skolen. Det skete, fordi en række fynske kommuner var bekymrede for, at skolen modtog finansiering udefra, og at Familie Fonden havde indflydelse på valg af skolens bestyrelse. Men styrelsen afsluttede sagen uden at foretage sig yderligere.

BT har spurgt styrelsen om den tidligere tilsynssag angående forbindelsen til Familie Fonden. I et skriftligt svar til BT oplyser styrelsen, at de nu genoptager tilsynssagen med Roser Skole.

»STUK er på vej med et brev til skolen. Det er primært uafhængighed i forhold til skolens relation til Familie Fonden, det handler om.«

Desuden oplyser styrelsen, at den efter BTs henvendelse vil undersøge Familie Fondens regnskaber.

Skoleleder Yawez Khatib afviser, at der skulle være noget som helst galt. Adspurgt om de store pengebeløb fra Familie Fonden forklarer han, at pengene går til familier, der ikke har råd til at betale for at gå i friskolen.

»90 procent af vores elever kommer fra Vollsmose og er udsatte familier. De henvender sig til Familie Fonden, hvis de ikke kan betale skolepenge. Så sender fonden pengene til os, og så sletter vi deres regning.«

Hvis forældrene får skolepenge betalt af en fonden, er du så bekymret over, at de på en måde står i gæld til Abu Bashar?

»Nej, for forældrene siger på forhånd, at de ikke kan betale pengene tilbage,« siger skolelederen.  For det andet afviser han, at Familie Fonden har indflydelse på bestyrelsen på trods af, at der i skolens vedtægter står, at fonden udpeger den skolekreds, der vælger flertallet af bestyrelsen. Familie Fonden havde kun indflydelse på skolekredsen, da skolen skulle oprettes, siger han.

»Familie Fonden har ikke noget magt over skolekredsen. Det kan godt være, at det skal stå tydeligere,« siger skolelederen.