Jeg synes egentlig, det var en flot udlægning. Tænk hvis vi historisk set havde kunnet lade det være ved det: At det var synd for dem, der ikke havde en tro! Så ville vi nok have undgået en del grufuldheder rundt om i verden. For min søn handlede det slet ikke om, at Ture skulle tilhøre en bestemt religion. Han skulle bare have lov at opleve alt det, der er så dejligt ved at have en tro.

Forleden på Radio 24syv ringede først een lytter ind og sagde, at buddhisme ikke var en religion, og dernæst ringede en anden ind og sagde, at kristendom heller ikke er en religion men en relation. I guder!!! Det virkede mere som bortforklaringer og ordkløveri end forsvar. Og det tog fokus helt væk fra det emne, der ellers var så spændende, nemlig 'tro'.

Tro er grundlæggende en positiv ting. At tro på noget godt. At tro på, at der findes noget større end os. Det være sig en kraft, en energi, en gud. Min søn, Eliot, er 8 år gammel og uvist af hvilke årsager er han den mest troende i familien. Engang bad han til Gud om, at hans far skulle komme hjem, og et minut senere stod hans far så i døren. Lige dér mente Eliot vist nok, at han havde fået et bevis for, at Gud findes.

Da vi var i Egypten i foråret spurgte han meget interesseret til de daglige bønner, der lød fra minareterne, og jeg nød at se hans fordomsfrie tilgang til den muslimske tro. Vi talte om, at jødedom, kristendom og islam udspringer af den samme bog og derfor har den samme gud – men at de er uenige om, hvordan denne Gud skal dyrkes. I min meget forsimplede forklaring til min søn, sagde jeg, at jødernes centrale skikkelse er Moses. De betragter Jesus som en historisk person men ikke som messias. Muslimerne betragter Jesus som en af de store profeter men religionen som sådan grundlagdes først i 600-tallet med Muhammed som den centrale figur. Det er hans ord, de følger, hvor de kristne jo altså anser Jesus for ikke bare at være en historisk person men Guds søn.

Oh yes! Jeg ved godt, jeg lige nu stikker hovedet ind i en hvepserede med mine børneforklaringer. Men for min søn var det helt cool: Vi har den samme Gud, vi har bare en lidt forskellig måde at dyrke ham på! Jeg kunne se på ham, at det var helt uproblematisk, at der kunne findes forskellige tilgange. Det var sådan lidt a la tre forskellige sportsgrene, men hvor det alligevel gælder om at træne og vinde indenfor hver sin gren.

Jeg er stolt af min søn. Jeg kan se, at det betyder noget for ham at have en tro. Og selvom religion ikke fylder ret meget i min hverdag – om end jeg anser mig selv for at være kristen - så kunne jeg ikke lade være med at give sønnike en lille smule ret: Det er faktisk lidt synd for Ture.

Læs ugens brev:

Brevkassen: Min mand synes jeg er tyk og grim »