Jeg sidder her og stirrer på et regnestykke i min avis. Det fortæller mig, at der er to millioner mennesker på overførselsindkomster i Danmark. Der er en million danskere under femten år, og der er 800.000 ansat i det offentlige. Øh, hvor mange danskere er det nu, vi er?
Sidst jeg talte, var vi fem en halv millioner. Jeg vil ikke kalde mig selv et økonomisk geni, men selv med den mest positive indgangsvinkel kan jeg ikke se, hvordan regnestykket skal kunne give plus i den sidste ende. Og det leder mig hen til min bekymring, som handler om min egen alderdom.
Hvis jeg lige kigger på det regnestykke, der ligger foran mig, så ser det ærligt talt ikke ud til, at der bliver råd til, at jeg og min generation kan gå på pension, når vi er midt i 60'erne. Ikke med mindre vi selv har lagt en ordentlig klat til side. For vi lever længere, hvilket kunne være en god nyhed, hvis ikke det var for den dystre udsigt til kvaliteten af det liv, der så venter os som ældre.
Jeg selv lægger til side til pensionen. Jeg synes, jeg lægger meget, men ifølge min bank burde jeg lægge mere. Min mand har ikke nogen imponerende pension, men han er også kun 37. Når jeg taler med mine venner, så lyder det ikke, som om pension er den post, der tynger dem mest. Men hvis det ikke ligger de nu 40-årige ret meget på sinde, betyder det så ikke, at samfundet går en grum fremtid i møde?
Jeg er begyndt at tænke en masse tanker, som jeg ikke bryder mig om: At vi skal arbejde, til vi er 70. At folkepensionen bortfalder for den gruppe, der har sparet op. At der bliver mange gamle, der er fattige. Og så den sidste tanke, som jeg egentlig ikke har lyst at vedkende mig: At jeg ikke gider bidrage til dem, der lige nu bare fyrer den max af, fordi de ikke gider tænke på fremtiden.
De politikere, der skal træffe de benhårde beslutninger, kan godt indstille sig på, at der næppe er stemmer i det. Og det generer mig da også, at det hver gang er politikerne, der skal råbe vagt i gevær. Vi burde jo selv bringe emnet på banen. Vi, der har 25 år og derunder tilbage på arbejdsmarkedet. For hvis vi regner med/håber på at blive 90, så skal vi altså spare sammen, hvad der svarer til 25 års indkomst efter pensionsalderen. Hvis ikke samfundet kan stå os bi, når vi bliver gamle, så betyder det, at vi skal lægge lige så meget til side årligt, som vi tjener. Groft skitseret altså.
På en eller anden måde føler jeg mig meget alene med denne bekymring. Mine jævnaldrende gider ikke tale om det. Det er kedeligt, synes de. 'Og hvad skal vi da også gøre?' spørger de. Det har jeg selvsagt ikke svaret på, men i første omgang kunne det være rart, hvis der var nogen andre på 40, der gad bekymre sig sammen med mig, så vi får taget hul på den debat, før vi har nået en alder, hvor ingen rigtig gider lytte til os alligevel!