Den leg kan anbefales. Jeg troede, jeg vidste det meste om de piger, men problemstillingerne var langt sværere og tungere, end jeg før har oplevet. Jeg tror, det gav en særlig frihed, at vi kunne skrive problemerne ned i stedet for at sige dem højt, og at vi hver især oplevede den luksus, det er at blive hørt, taget alvorligt og rent faktisk få et kvalificeret råd.

I den lidt lettere ende fandt vi et spørgsmål, som til gengæld blev emne for en tilbagevendende diskussion resten af aftenen. Der stod: 'Min datter på 9 år er begyndt at få kønshår samt kraftigere hår på benene. Hun vil gerne barbere ben ligesom mig. Hvad skal jeg sige til hende?'

Min egen holdning er den, at hun er et barn, og at det at barbere ben hører med til voksenlivet. For mig er barbering af ben en del af vores seksualisering af kønnet. Vi kvinder kan sige herfra og til dommedag, at vi gør det for vores egen skyld, men hvis vi ikke var seksuelle væsener, der skulle tiltrække en mage, så tror jeg simpelthen ikke, vi ville gå op i vores udseende på samme måde.

Men den holdning, skulle det vise sig, er gammeldags. For nogle af de andre veninder kunne tilføje, at deres teen-age sønner barberer sig under armene. Ja, mine damer og herrer: De unge mænd barberer sig under armene!!!

Det kan godt være, jeg blotter mig som værende totalt old-school, men jeg synes den ondelynemig, det er synd, hvis 14-årige føler, de bør barbere armhuler og det, der er værre. De forbinder det med hygiejne – føler sig mere rene, siger de. Men hvad bliver så det næste? At de barberer brystet? Jeg gyser ved tanken. Skulle det nu være sexet? Jeg håber, drengene holder op med den slags, når de bliver lidt ældre, for jeg selv elsker håret på min mands bryst.

Men apropos bryst, så må jeg gribe i egen barm. For min generation fjerner jo også mere hår end mine forældres generation gjorde i 70’erne. Og jeg har ingen veninder, der synes, det er charmerende, når en mand kommer gående på stranden i modlys med en aura af hår på ryggen.

Det er i det hele taget ikke ret mange, der synes om at have for megen hårvækst, men spørgsmålet er, hvor grænsen går. For mig går den ved en 9-årig. Jeg synes, børn skal have lov at være børn. Jeg bryder mig for den sags skyld heller ikke om, når småpiger har neglelak på eller huller i ørerne - på det felt ved jeg godt, jeg er håbløst gammeldags. Og når nu vi andre ved, hvor svært det er at være voksen, kunne vi så ikke unde børnene at blive lidt længere i barndommens verden?