Mia Lyhne, dårligt skuespil og en underlig stor begejstring for en slikræv trækker ned i ugens ’Klovn’-afsnit. Er det overhovedet sjovt længere?

Den nye ’Klovn’-sæson trækker godt nok i den forkerte retning. Det var fedt at have Casper og Frank tilbage i første afsnit, afsnit to var genialt med væddemålet om, hvornår Erik Clausen dør, men siden har der ikke været så meget at grine af.

Efter sidste afsnits nedtur med genbrug af nazi-jokes og en teenagedatter, der ikke går over i historien med sit skuespil, håbede jeg på et comeback i fjerde afsnit, men bagefter sidder jeg fortsat med en uforløst følelse i maven.

Omdrejningspunktet er Franks krig med den lokale slagter Lund, som åbenbart laver så god en pebersovs, at Frank, der normalt har sine principper og ikke lægger sig i en diskussion, nu pludselig overgiver sig til både seeren og Caspers overraskelse.

Den »gamle« Frank ville ikke lade sig kue af en idiotisk slagter, men den »nye« Frank bøjer sig, siger undskyld og bakker ud af butikken. Hvor er den akavede diskussion, som vi kender?

Mia Lyhne er som altid verdens mest irriterende kvinde. Nu tilsat dårligt skuespil. Hendes små replikudvekslinger med Frank virker ikke særlig ægte.

Hvor de gamle ’Klovn’-afsnit havde et skær af 'realistisk', dokumentaristisk dogmestil over sig, virker mange af scenerne i den nye sæson påtaget. Hvordan kan Mia for eksempel virke SÅ trist over ikke at have nogle likes på sin Instagram-profil?

At Frank og Casper på manussiden har skrevet et handlingsforløb ind om en Instagram-profil, virker egentlig også lidt for søgt ’ung med de unge’. Men det er en detalje.

Casper er meget begejstret for slikræven.
Casper er meget begejstret for slikræven. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere

Casper er endnu en gang sin kæreste utro: Klassisk ’Klovn’. De opfinder til lejligheden konceptet ’Slikræven’ – et bud, der kommer med slik til børn iført et rævekostume (Som åbenbart findes i virkeligheden, red.).

Det er sjovt, at Casper straks ser sit snit til at udnytte kostumet og score damer i det, men er alle voksne i serien ikke underligt begejstrede for en mand i rævekostume?

Første gang vi ser ræven, hopper Casper kåd op og ned. Senere da Frank og Mia holder middag for Hjortshøj og Carøe, er alle igen overbegejstrede over at se slikræven. Til sidst i afsnittet er det så sure slagter Lund, der synes, det bare er 'mega grineren' med sådan et dyr. Det bliver lidt for tegneserieagtigt i et fiktivt, realistisk miljø.

Var der slet ikke nogen højdepunkter? Jo, da. Det er klassisk ’Klovn’, at Frank bøvler med noget så lavpraktisk som en bøtte pebersovs, og at han i fuldskab kommer til at hyre en lejemorder til at slå slagter Lund ihjel.

Lars Hjortshøj, Michael Carøe og deres hustruer gør comeback i 'Klovn'.
Lars Hjortshøj, Michael Carøe og deres hustruer gør comeback i 'Klovn'. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere

Casper og Frank kommer som altid også op at skændes. Midt i scenen, hvor Casper vil have Frank til at opbevare sit slikrævekostume, og de egentlig er uvenner, begynder de pludselig at diskutere, om Frank har 'havesko' eller 'hjemmesko' på. Genialt.

Problemet med fjerde afsnit er, at man ikke rigtig griner ad historierne. Man trækker på smilebåndet, men ellers er vi stadig ved ’pligtseningen’. Vi ser med, fordi vi elsker universet og håber på det store comeback.

Et af de kommende afsnit hedder ’Hvil i fred, Mia’. Måske vi får en forfriskende udskiftning på rollelisten.

Læs også anmeldelse af afsnit 1, afsnit 2 og afsnit 3.