Fra natklubejer og jetsetliv til morgenbadning i havet og meditation.

Den danske komiker Casper Christensen har det seneste års tid lagt sin livsstil helt om. Det fortæller han i et interview med Børsen.

Han forklarer, at han har solgt alt - både sin produktionsvirksomhed og sin andel i flere natklubber i København - der ikke direkte bidrager til hans egen eller familiens lykke.

I stedet bor han nu i den nordsjællandske by Ålsgårde, som han flyttede til med sin hustru, Isabel, og børnene i begyndelsen af året, hvor han har direkte adgang til vandet, som han ofte morgenbader i, før han cykler en tur.

»Jeg er gået hele vejen så at sige, for jeg kan jo godt lide at gøre tingene helhjertet. Jeg er blevet veganer, mediterer og helliger mig nu familien totalt. Hele skiftet startede for godt et års tid siden, hvor jeg blev far igen og indså, at jeg snart blev 50 år. Det har været en stor katalysator for lige at tænke sig om en gang og finde ud af, hvor lykken reelt ligger,« siger han til Børsen.

Fra et tidligere forhold har komikeren to børn, mens han sidste år blev far til sønnen Cooper, som han fik med hustruen Isabel Friis-Mikkelsen.