'Kender du typen' er jo som skabt til et 'Klovn'-afsnit.

Efter ’Piverts’ fantastiske begravelse i sidste afsnit føles denne uge som lidt af en blød mellemlanding, men ideen med Flemming Møldrup som selvfed ekspert i 'Kender du typen' er alligevel helt genial og virkelig sjovt tænkt af Casper Christensen og Frank Hvam.

For det første kan man jo sagtens følge Franks tankegang med, at de såkaldte livsstils-'eksperter' i det populære DR-program blot er eksperter i varm luft. Alle og enhver kan jo sige noget generelt om, hvilke typer der bor på den ene eller anden måde, og Frank får sin lille sejr i soveværelset, da han spoler frem til slutningen af programmet, mens Mia er på toilettet. Den er der sikkert mange seere, der kan nikke genkendende til.

For det andet er tanken om, at Flemming Møldrup i virkeligheden bruger sit ekspertjob i 'Kender du typen' udelukkende for at komme ind i kendte menneskers hjem og stjæle deres værdiggenstande, helt vildt sjovt. Tænk, hvis det forholdt sig sådan i virkeligheden.

Frank og Besnik.
Frank og Besnik. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere

En del af ’Klovn’-universets succes hviler på kendte mennesker, der er villige til at lege med deres offentlige image og spille en mere utiltalende version af dem selv. Den rolle spiller Flemming Møldrup her helt perfekt, da han først optræder hoverende og overlegen over for Frank i afsnittets store middagsselskab-scene for til sidst at ende som en gemen tyv.

En lille hilsen skal også sendes til stjernearkitekt Bjarke Ingels, der i samme ombæring spiller en irriterende Mars-besat udgave af sig selv. Han fylder ikke meget i afsnittet, men det er stadig sjovt, når de små gæsteroller som her bruges ordentligt, og ikke som da man i den seneste 'Klovn'-film for eksempel misbrugte Nikolaj Coster-Waldau, hvis gæsteoptræden i en elevator endte som en ligegyldighed.

At evigt kiksede Mia nu vil til at være 'Bakkevise-sangerinde', er ikke så sjovt, ud over at Casper får lov til at sende en af sine klassiske svadaer imod middelmådigheden med replikken 'det er en syg ide at tro, at fordi man er overvægtig og har en blomstret kjole på og synger en halvsjofel serenade, så dåner folk'.

Mias nye veninde, 'Helle langkrammer', er også bare irriterende og forhåbentlig igen ude af ’Klovn’-universet for altid, men så er der heldigvis hele joken omkring Frank og Caspers fordomme omkring romaer.

Frank, Helle 'Langkrammer' og Mia.
Frank, Helle 'Langkrammer' og Mia. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere

Casper er verdensmester i at skifte holdning.

Først er han den sædvanlige Frederiksberg-snob, da pantsamleren Besnik forstyrrer midt i et spil skak. Så skifter Casper humør, da han finder ud af, at Besnik er et skak-geni og kan hjælpe ham med at vinde over Frank – og så til sidst går Casper helt amok, da han er overbevist om, at Besnik har stjålet hans latterlige fugle-figur, som han på klassisk Casper-maner har købt for alt for mange penge, fordi den har tilknytning til filmlegenden Humphrey Bogart.

Frank, den klovn, løber som altid lige i hælene på Casper og bliver først venner med Besnik for så på et splitsekund at smide ham ud af sit hjem, fordi fordoms-Frank fejlagtig tror, at Besnik har stjålet fra ham. Flot, Frank.

Flemming Møldrup er stjernen i ugens afsnit, der uden de store højdepunkter når fint i mål.

LÆS OGSÅ ANMELDELSER AF AFSNIT 1, AFSNIT 2, AFSNIT 3, AFSNIT 4, AFSNIT 5.