Fedt, fedt, fedt. Så er ’Klovn’ grande igen.

Efter sidste uges nedtur med den knap så sjove ’Slikræv’ rammer Casper og Frank tidligere topniveau her præcis halvvejs i sæson syv med afsnittet ’Tipo Napoli’.

Det begynder med et chok.

Jeg har i den grad savnet mange af de gamle biroller fra tidligere sæsoner, og så går det pludselig helt amok, da Franks gamle, kiksede ven 'Pivert' meldes død over disken på hans lige så kiksede arbejdsplads, hårde hvidevarer-butikken Køle-Møller.

'Piverts' hjerneskadede kæreste Bodil frøs ihjel i forrige sæson. På poetisk vis dør 'Pivert' nu i en fryser, da han gemmer sig under en gemmeleg.

Helt perfekt dum 'Pivert'-måde at dø på, og som Casper så smukt konstaterer, sluttede 'Pivert' jo med en sejr, da han var den sidste ved firmafesten, der blev fundet.

Herefter er afsnittet en lang hyldest til den legendariske 'Klovn'-karakter, hvor fryseren bliver metafor for en kiste, der blandt andet bæres ud af Køle-Møller i sørgeoptog.

At Frank og Mia først dukker op til den forkerte begravelse, er ret forudsigeligt og klassisk ’Klovn’-forveksling, men det er til gengæld ret sjovt, da den altid nærige Frank nægter at forlade kirken, før han har fået sin dyre blomsterkrans med under armen.

R.I.P. Pivert.
R.I.P. Pivert. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Casper, der i vanlig kendis-arrogance er begyndt til LSD-trip med Aqua-Lene og popstjerneparret Aura Dione og Thomas Troelsen, hallucinerer og fortæller Frank om sine syner, hvor 'Pivert' hjemsøger ham.

»Det er fandeme godt, 'Pivert' er død,« udbryder Casper, mens han gravalvorligt drikker et stort glas mælk og tørt konstaterer, at Frank er hans egen 'Pivert'. Genialt.

Afsnittet er generelt fyldt med små sjove ideer.

Ligesom Emil Thorup spillede Casper og Iben Hjejles assistent i sæson fem, har Casper og Aqua-Lene nu fået en irriterende bodyguard, som Frank selvfølgelig kommer gal af sted med.

Aura Dione på et trip.
Aura Dione på et trip. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere

Ved en havefest hjemme hos Mia og Frank er Aqua-Lene for snobbet til at sidde sammen med Mias mor og bror, og Casper opfinder endnu en gang en regel om, at man lige skal advare, før man inviterer til fest, hvor man skal stå på græs.

Og så er det bare sjovt, at 'Pivert' nærmest genopstår i form af hans ven Bjarne fra ’Flyvergrillen’, som hurtigt hægter sig på Frank. Så er alt tilbage ved det gamle.

Et par detaljer trækker en lille smule ned.

For det første virker det lidt for tegneserieagtigt, at 'Piverts' chef vil slå Frank ned med en skovl, da Frank har kaldt ham en idiot, og jagten går igennem haven og over plankeværket.

Pykker er nu alene.
Pykker er nu alene. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere

Derudover sidder Mias mor, ’Pearl Necklace’-Pykker, underligt alene.

Skuespilleren Niels Weyde, der spillede Mias far, Ole, døde sidste sommer.

Jeg ved ikke, hvordan de skulle have løst den rent manuskriptmæssigt, men de vælger her helt at ignorere det og lader uden videre forklaring livet køre videre.

Til sidst savner jeg egentlig også bare den gamle 'Pivert'. Han fik en værdig død, men han kunne godt lige have fået et par afsnit op til i stedet for de mange års fravær.

’Klovn’ er sjov igen. Nu skal de bare holde niveau.

LÆS OGSÅ ANMELDELSER AF AFSNIT 1, AFSNIT 2, AFSNIT 3, AFSNIT 4.