En 15-måneder gammel baby fik ved et uheld serveret alkohol i sin babykop på en restaurant i Michigan i USA.

Taylor Dill-Reese fik sig fredag aften noget af en forskrækkelse, da hendes 15 måneder gamle søn pludselig begyndte at opføre sig mærkeligt.

Familien spiste middag på restauranten Applebee's, og efter babyen Dominic havde drukket nogle gange af sin babykop, ændrede han adfærd. Pludselig begyndte han at hænge med hovedet, og han begyndte også at tale til væggen i restauranten.

Drengens mor undrede sig over drengens mærkelige opførsel og smagte på indholdet i babykoppen. Hvad moderen havde troet var æblejuice var istedet en stærk margarita-mix. Ved en fejl fik drengen serveret alkohol. Ingen andre ved bordet drak alkohol, så det var en fejl fra restaurantens side.

Drengen blev hurtigt bragt til hospitalet hvor en blodprøve viste en promille på 0.10, der er over grænsen for hvad en voksen amerikaner må køre med i blodet.

Restauranten har undskyldt i en pressemeddelelse og drengen er udskrevet fra hospitalet og kommer sig uden men.