Folketingsmedlem for SF, Halime Oguz, har mistet tiltroen til Fyns Politi.

Det skyldes sagen om den nu dømte politiassistent, Elvir Abaz, der i sidste uge blev dømt 30 dages ubetinget fængsel for tjenestemisbrug. 

Halime Oguz har selv været udsat for, hvad hun kalder chikane fra politiassistenten, og mener, at politikredsens ageren i sagen, har været under al kritik. 

»Det her har stået på i mange år, og at det først er nu, man har taget affære er ikke til at tro,« siger hun til B.T.

Halime Oguz forklarer, at chikanen begyndte tilbage i september 2020, da hun sammen med partiformand Pia Olsen Dyhr præsenterede et udspil om at kriminalisere negativ social kontrol. 

Herefter kom der flere Facebook-opslag fra Elvir Abaz, der i følge hende havde til formål at udstille politikeren som en hykler. 

Hun beskriver, at der under opslagene var 'flere ubehagelige typer', som gjorde hende bange. 

»Det stod på i flere måneder, og til sidst blev det så slemt, at jeg ikke kunne sove om natten, fordi jeg var så utroligt bange for dem,« fortæller hun.

Halime Oguz er opvokset i bydelen Vollsmose i Odense, men bor i dag i København. Hun fortæller, at hun begyndte at kigge sig en ekstra gang over skulderen, når hun var i Odense for at besøge sin familie af frygt for at blive passet op af ubehagelige typer fra Facebook. 

På trods af frygten, valgte Halime Oguz dog aldrig at gå til politiet. 

»Jeg turde ikke sige noget, fordi han (Elvir Abaz, red.) var så aggressiv. Og når det ovenikøbet er en politibetjent, der kan finde på at ringe til folk i Vollsmose for at få dem til at sige ting om mig, så vidste jeg slet ikke, hvad han kunne finde på,« siger hun. 

De kriminelle forhold, som politibetjenten blev dømt for, stod på i to år, mens han arbejde hos Fyns Politi. Alligevel var det først da hans ekskone tippede politiet, at den Den Uafhængige Politimyndighed (DUP) begyndte at undersøge sagen.

Politidirektør Arne Gram afviser dog Oguz kritik om, at man skulle have reageret hurtigere og peger på, at systemet netop virker, fordi politiet selv anmeldte sagen til DUP og der til sidst er blevet afsagt dom i sagen: 

Den udtalelse ryster Halime Oguz.

»At man ser sådan på det er næsten værre en forbrydelsen,« siger hun og tilføjer:

»Det er simpelthen en hån. Det provokerer og gør enormt ondt. Hvornår virkede systemet? Der har været mange, der ad flere omgange har forsøgt at råbe politiet op.«

Hun vil derfor tage initiativ til, at der bliver lavet en redegørelse af Fyns Politis rolle i sagen.

»Jeg har ikke længere tillid til Fyns Politi. Når en betjent misbruger sin position til at chikanere borgere, mister man tilliden til systemet,« siger hun.

Til det siger politidirektør Arne Gram:

”Fyns Politi er utrolig kede af den her sag og vil gerne beklage, at Halime Oguz har oplevet at blive dårligt behandlet af en betjent fra vores politikreds. Det tager vi alvorligt. Fyns Politi har både procedurer og retningslinjer for, hvad man må, og hvordan man skal opføre sig som ansat i politiet,« siger han og tilføjer: 

»Vi kigger naturligvis løbende på, om vores medarbejdere overholder disse, og det er klart, at dommen er med til at skærpe alles fokus på vigtigheden heraf.”

Til B.T. siger Elvir Abaz, at han mener, at Halime Oguz gør sig selv til offer og spiller politisk plat på hans dom. Desuden afviser han, at han skulle have udsat hende for chikane:

»Jeg synes at, kampen mod negativ social kontrol er vigtig, og at den skal konsekvent bekæmpes, uanset om udøveren er en formørket patriark, der misbruger religion og kultur til at undertrykke kvinder,« siger han blandt andet i sit svar.

Læs et uddrag af svaret i boksen oven over.