»Tak, fordi I fandt mig så hurtigt. Jeg vil gerne hjem til min mor.«

Sådan lød de første ord fra en 13-årig pige, da en politibetjent tog bindet fra hendes øjne og reddede pigen efter et 27 timer langt mareridt.

Dagen før var hun i Kirkerup – da hun delte aviser ud – blevet påkørt af den nu 34-årige Philip Patrick Westh, der herefter bortførte pigen og tog hende med hjem til sig selv.

Nu er der kommet flere detaljer frem om de 27 timer, hvor den 13-årige pige var væk.

Det sker i bogen '27 timer – pigen der overlevede', som er skrevet af Christina Ehrenskjöld – blandt andet på baggrund af talrige samtaler med den 13-årige piges familie.

I bogen bliver det fortalt, at pigens mor og stedfar netop var ankommet til en familiefødselsdag, da en af datterens veninder ringede bekymret til moderen.

De to veninder havde aftalt at mødes, men pludselig var den 13-årige pige stoppet med at svare – både på beskeder og opkald.

Opkaldet fra veninden fik parret til at reagere, og kort efter var stedfaren på vej tilbage til deres hjem for at finde den 13-årige pige.

Men inden han nåede hjem, fandt hans bror – altså den 13-åriges onkel – pigens cykel og telefon i en grøft.

Og dér – den 15. april 2023 klokken cirka 13.00 – begyndte ét, langt mareridt.

Her ses politiet ved det sted, hvor den 13-årige piges cykel blev fundet.
Her ses politiet ved det sted, hvor den 13-årige piges cykel blev fundet.

Timerne var uendeligt lange, og i bogen får man også et klart indtryk af, at familien i højere og højere grad begyndte at miste håbet for en god nyhed.

Så skete der dog pludselig noget.

Den 16. april 2023 klokken cirka 15.00 var en betjent fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi faktisk ude hos familien for at overbringe en rutinebesked, da hans telefon ringede.

Her fik han overbragt en nyhed fra en kollega, som han kort efter kunne videregive til moren og stedfaren på øverste etage af deres hus.

»Hun er blevet fundet i live«.

Nedenunder stod en masse andre familiemedlemmer, der hørte et stort bump og en masse skrig fra den 13-årige piges mor.

De frygtede det værste, men det viste sig, at moren var knækket sammen og faldet ned på gulvet i en ren lykkerus, da betjenten havde fortalt dem den gode nyhed.

Den 13-årige pige var blevet kørt ind på Rigshospitalet, så her satte moren og stedfaren straks kursen mod.

På hospitalet mødte de pigen siddende på en sofa iført en blå dna-dragt.

»Jeg har savnet dig,« sagde datteren til moren.

»Hvor er jeg glad for, at I fandt mig så hurtigt,« sagde hun også.

Den nu 34-årige Philip Patrick Westh blev anholdt, varetægtsfængslet og efterfølgende også sigtet for at have kidnappet og dræbt Emilie Meng i juli 2016.

I sommeren 2024 blev han kendt skyldig i frihedsberøvelse, drabsforsøg og voldtægt af den 13-årige pige.

Han blev også kendt skyldig i drabet på Emilie Meng og et overfald på en efterskoleelev i Sorø.

Det blev takseret til fængsel på livstid.

Han ankede efterfølgende sagen, og den ankesag skal køre i Østre Landsret i slutningen af oktober.

'27 timer - pigen der forsvandt' udkommer onsdag den 3. september.