En tredjedel af isen på toppen af Himalaya-bjergkæden vil være smeltet i 2100. Forskerne bag en ny rapport kalder forudsigelserne for rystende.
»Det er den klimakrise, som du aldrig har hørt om,« siger chefforsker Philippus Wester til The Guardian og fortsætter:
»I den bedste af alle verdener - selv hvis vi bliver virkelig ambitiøse med hensyn til klimaforandringerne - så vil vi miste en tredjedel af gletsjerne og være i store vanskeligheder. For os er det en virkelig chokerende opdagelse.«
Rapporten er udarbejdet af International Center for Integreret Bjergudvikling (ICIMOD) og er den største af sin slags nogensinde. Mere end 200 forskere har arbejdet på den i fem år, og resultaterne er foruroligende.
250 millioner mennesker bor i de omkringliggende lande, der strækker sig fra Afghanistan til Kina, og 1,65 milliarder mennesker er afhængige af vandet fra bjergkæden til sig selv og landbruget.
Himalaya-bjergkæden bliver også kaldet for ’den tredje pol’ og er den tredjestørste samling af is på kloden.
Der bor markant flere mennesker omkring denne, som er afhængige af vandet, end der gør omkring nummer et og to, som er Antarktis og Arktis.
Afsmeltningen af Himalaya-isen betyder, at der er fare for oversvømmelse og brud på dæmninger frem til 2050 eller 2060. Efterfølgende vil det omvendt være manglende vand, der vil være problemet.
Begge dele kan skabe konflikter og politisk uro i området, især fordi landene har et historisk anspændt forhold. Landene er Afghanistan, Pakistan, Indien, Bangladesh, Myanmar, Indokina og Kina.
I rapporten har forskerne taget det udgangspunkt, at temperaturerne vil stige med 1,5 grader.
Hvis de i stedet stiger med to grader, som er det mål, der er sat i Paris-aftalen, så vil det være halvdelen af isen, der er smeltet i 2100.
Endnu værre vil det stå til, hvis der ikke bliver sat ind overfor udledningen af drivhusgasser. Hvis mennesket fortsætter med det niveau, vi har i dag, vil det være op mod to tredjedele af isen, der er væk om lige over 80 år.




