Det kommer nok ikke bag på mange, at fodbold på skoleskema skaber jubel og entusiasme for børn – og det gør det også for tosprogede drenge og piger.

Det viser et nyt studie fra Aarhus Universitet og Syddansk Universitet.

Her kan man se, at fodboldøvelser og småspil ikke kun er populært blandt tosprogede piger og drenge, men at det også øger deres trivsel, sundhedsviden og kondition.

I en pressemeddelelse fra Syddansk Universitet fremgår det, at forskerne har undersøgt skoletræningskonceptet ‘11 for Health’ specifikt for 1.122 skoleelever med tosproget baggrund på 5. klassetrin.

»Vi har længe vidst, at ‘11 for Health’ er et alletiders værktøj til at øge trivsel, læring og sundhed hos skolebørn i hele Danmark, og vi er glade for at se, at det også gælder for børn med tosproget baggrund,« siger projektleder, Peter Krustrup, som er professor for Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, og fortsætter:

»Vores nye forskning viser, at ‘11 for Health’ er populært både for tosprogede piger og drenge, og at programmet har særligt gode resultater for de tosprogede børn, der ikke dyrker idræt i fritiden, og som har det største behov for en sundhedsfremmende indsats.«

Og de gode resultater skyldes både, at børnene syntes, det var et sjovt koncept, men at det også havde en positiv effekt på viden om fysisk aktivitet, ernæring, hygiejne og generel sundhed.

De børn, der ikke selv dyrkede idræt i fritiden, oplevede også en positiv effekt på kropssammensætningen.

Det viser sig at være særligt givende at sætte fodbold på skoleskemaet. De tosprogede elever, der spillede klubfodbold i deres fritid, ligger nemlig betydeligt højere i både fysisk trivsel, mental trivsel, skoletrivsel og har en bedre kondition.

»At vi i denne undersøgelse har set så markante forbedringer blandt de ikke-foreningsaktive tosprogede elever er meget spændende, fordi det fortæller os, at vi med skoleindsatser også kan gøre noget for den gruppe, som har svært ved at være med i foreningslivet,« siger Knud Ryom, adjunkt på Aarhus Universitet og førsteforfatter på den videnskabelige artikel.