Lars Eilertsen var bare otte år gammel, da han første gang gik til hånde på en minkfarm i Nordjylland.
I 1972 fik han sine egne mink på farmen i Lystrup nord for Aarhus, og nu, knap 50 år senere, står farmen gabende tom.
Hvordan kommer man videre, når man har været minkavler hele sit liv og nu skal opfinde en ny identitet i en alder af 62 år, mens man samtidig venter på en erstatning?
Det er den virkelighed, som Lars Eilertsen dagligt kæmper med, ti måneder efter at han måtte aflive sine 10.000 mink og dermed slå sit livsværk for panden.
»Jeg forsøger at glemme det, der var. Jeg tænker hele tiden, at jeg skal videre. Det kan ikke nytte noget, at man hænger fast i fortiden. Men jeg vender hele tiden tilbage til, at det skal afsluttes, for at jeg kan komme videre,« fortæller han til B.T.
Først skal vi tilbage til efteråret 2020. Coronavirus hærgede, og en virusmutation spredte sig pludseligt fra mink til mennesker i Nordjylland.
Regeringen beordrede 4. november 2020, i første omgang uden lovhjemmel, at samtlige millioner af danske mink skulle aflives, fordi man frygtede, at mutationen ville forringe effekten af de vacciner, der skulle få Danmark tilbage på sporet.
Derfor stod Lars Eilertsen alene på sin farm i november og aflivede sine dyr én efter én. Det blev slutningen på hans liv og identitet, som han kendte det.
»Det var de mest barske dage. Det var de dage, hvor selv voksne mænd godt måtte græde. Og det gjorde jeg også.«
Lars Eilertsen var sammen med resten af minkbranchen forarget, ked af det og ikke mindst vred over hele forløbet. Debatten har været højintens lige siden, fordi det stadig ikke står helt klart, om aflivningen var nødvendig.
Siden landede en politisk aftale for kompensation og erstatning til landets minkavlere og følgeerhverv. Den ligger på mellem 16 og 19 milliarder kroner i alt.
Såkaldte taksationskommissioner bestående af dommere, jurister og embedsmænd, skal fastsætte værdien for hver enkelt af de op mod 1000 minkfarme. Men hvornår det arbejde går i gang, kan Fødevarestyrelsen ikke oplyse.
Når først kommissionen påbegynder arbejdet, vil der gå op til tre år, før de sidste erstatninger er udbetalt.
Og den venteperiode trækker tænder ud, fortæller Lars Eilertsen, der kæmper for at komme videre med sit liv.
»Man kan starte på en frisk eller lave noget andet. Men jeg hænger fast i, at den minkfarm stadig står tom dernede, og jeg hænger fast i, at jeg ikke aner, hvad erstatningsstørrelsen bliver, eller hvornår vi får den.«
»Det er så dræbende, at man ikke kommer ud af positionen.«
Hele sit liv er han stået op tidligt om morgenen for at passe minkene. Arbejdsdagen sluttede først, når man var færdig. Sådan gik det 365 dage om året, mens han sled utallige støvler og arbejdstøj op.
Nu har han fået halveret sin arbejdsuge, så han i dag 'kun' arbejder fem dage om ugen fra 8 til 16. Men arbejdsopgaverne begynder at slippe op.
I perioden efter aflivningen af minkene skulle der ryddes op på farmen. I foråret var der også mange opgaver på grunden. Nu er der et bare et arbejdsmæssigt tomrum.
Og Lars Eilertsen er ikke klar til at gå på pension. Det ville føles tvunget, siger han.
Så han venter. Han venter på erstatning og på, at hans minkfarm skal rives ned, så han kan starte noget nyt op.
»Man placerer mennesker i et venteværelse, uden at de ved, hvornår de bliver kaldt ind. Vi har alle sammen prøvet at sidde på skadestuen og trække et nummer og tænke: 'Nu må det snart blive min tur'. Men vi har ikke engang et nummer i hånden.«
For han vil starte noget nyt. Selvom han stadig er hårdt ramt af den virkelighed, der sendte ham ud i en dyb krise. En krise, der rystede hele familien.
Lars Eilertsens børn og kone har været en del af minkfarmen hele livet. Far har altid skullet nå at fodre minkene, inden de kunne komme til fødselsdage og konfirmationer, og de frygtede, at han nu ville gå helt i baglås.
»Mine børn og min hustru har været bekymret for, hvordan jeg skulle tackle det her. Jeg tror, de har været bange for, hvad pokker jeg skulle give mig til, for de ved, hvor mange timer jeg har brugt på det.«
»Én ting, jeg kunne love dem med sikkerhed, var, at de ikke fik en sur, gammel far tilbage. Det gad jeg ikke. Jeg gad ikke bruge resten af mit liv på at gå og være sur over den behandling,« siger han.
Men hvordan kommer man videre – og kan man overhovedet det, når minkfarmen er alt, man har kendt til?
Ifølge Lars Eilertsen kan man godt. Han prøver at lægge planer for fremtiden – men det bliver ikke fem-ti år mere som minkavler, som han havde håbet på.
»Jeg skal ikke bygge et stort, nyt erhverv op med min alder, det har jeg ikke tid til. Men jeg vil gerne se, om jeg kan lave nogle små nicheting.«
Han har drillet sin kone med ideen om at købe en tuk-tuk og sælge kaffe ved stranden. Tanken om en juletræsplantage på grunden, hvor minkene har været, har også strejfet ham.
Men det er ikke noget, han kan føre ud i virkeligheden endnu. Og tankerne om fremtiden nager ham.
Kan du ikke sove om natten?
»Nej, ikke de sidste 300 nætter.«
Hvilke tanker kører rundt?
»Jeg tror, det er den tanke om: 'Hvad skal du i grunden lave i morgen?'«
Noget skal han lave. Han kommer ikke til at starte en ny minkfarm op fra bunden, selv hvis det bliver muligt. Men identiteten som minkavler kan og vil han alligevel ikke ryste af sig.
»Jeg dør som minkavler. Det må jeg sande. I princippet kunne jeg pensionere mig selv nu, og så ville jeg være forhenværende minkavler. Det er jeg også. Men jeg vil altid være minkavler i min optik.«
»Men jeg er færdig med at tude over det. Og færdig med at være vred over det.«
