Hører du til dem, der synes, at sommer er lig med sol og varme, så er her en god nyhed.

For selvom sommervejret i denne weekend ikke er specielt opmuntrende for folk med hang til havegrill og strandture, så der der ingen grund til at blive vinter depri over et par regnvejrsdage.

Der er nemlig snart godt nyt på vej, lover Danmarks Meteorologiske Institut.

Efter en weekend med skybrudsvarsler og kraftige tordenbyger begynder den nemlig bogstaveligt talt at lysne igen i løbet af næste uge.

»Fra og med tirsdag går det langsomt fremad mod varmere temperaturer, og så får vi igen fuld blus på solen.«

Det siger vagthavende meteorolog hos DMI, Anja Bodholdt, som sidder med prognoser for den kommende uge, som peger på rigtig flot midsommervejr.

»Det kan blive rigtig varmt,« siger hun og forudser temperaturer på den rigtige side af 20 grader.

Efter en mandag med både skyer og byger og mellem 17 og 22 grader, byder tirsdagen på tørt og solrigt vejr.

De følgende dage stiger temperaturer lidt efter lidt, og de fleste steder kommer vi til at ligge mellem 22 og 27 eller 28 grader. Lokalt kan vi måske nå de 30 grader, forudser meteorologen.