I næste uge spår meteorologerne høj sol og op til 30 grader.

Så skal vi grille og til stranden og drikke drinks i aftensolen og spille bold i parkerne og hygge os - alle sammen. Sommeren lokker os udenfor, gør os milde og glade og giver os lyst til at  dyrke fællesskabet. Eller gør den?

For 29-årige Ida-Sophia Petersen, der er radiovært på The Voice, er sommeren ikke kun idyl.

Hun elsker sommer og varme dage, men i et opslag på instagram introducerer hun også dét, hun kalder solstress.

Hun beskriver det som en følelse af ensomhed og utilstrækkelighed, der slår til, når solen står højt, og vi alle får travlt med at nyde hver evig eneste solskinstime.

Når hverdagen i sommermånederne bliver fyldt til randen med bål i haven, besøg i kolonihaver, grill, østers, sommerhuse, både, strande og mennesker, der tilsyneladende ikke skal op og på arbejde i morgen, så bliver hun forpustet af at følge med.

Ofte kan hyggen om sommeren for hende føles som noget, hun ‘bør’.

»I vintermånederne er det ligesom legaliseret at se Netflix hele dagen. Men en solskinsmorgen i juli føles det næsten som noget kriminelt, og hold kæft hvor er det ensomt og helt vildt stressende,« skriver hun.

Flere af Ida-Sophia Petersens mange følgere genkender følelsen af stress, der udløses af sol og sommer.

»Hold nu op hvor er jeg enig. Jeg kan nærmest ‘skamme’ mig over at have en ugidelig dag derhjemme om sommeren, når solen skinner.«

»Så godt beskrevet. Tak! Jeg troede faktisk ærlig talt, jeg var den eneste, der havde det sådan,« skriver en anden.

Iføge psykolog Majbritt Bay kan både sæsoner og højtider skabe forventningspres, skriver TV2.

Har du en god historie om, hvordan sommeren påvirker dig? Skriv til 1929@bt.dk

»Vi har de her fortællinger og sociale forventninger om, at når det er sommer, skal vi ud og være sociale, ligesom vi skal hygge med familien indenfor til jul. Og så føler vi os forkerte, hvis vi ikke gør det samme som det, vi tror, alle andre gør,« siger hun til TV2.

Hvis du, som den 29-årige radiovært, også kan blive stresset af sommeren. Så nyd at en perfekt weekend venter.

Lørdag og søndag byder på både skybrudsvarsler og kraftige tordenbyger. Det er perfekt vejr til at tage en rolig dag på sofaen med serier - uden dårlig samvittighed.