Har du også nydt dagene med fuld sol og 25 grader?

Så er det med at nyde det, mens du kan.

For forude venter både det, der kan blive årets varmeste dag, men også byger og temperaturer under 20 grader.

Det oplyser DMI til B.T.

Lad os starte med de gode nyheder.

De kommende dage forsætter det gode vejr med sol og temperaturer mellem 23 og 28 grader.

Lørdag vil der så blive lidt flere skyer med mulighed for byger, men her kan temperaturen snige sig op på 30 grader, og det kan dermed blive årets varmeste dag indtil videre.

Man vil dog måske også i Jylland kunne forvente torden.

Natten til søndag vil der komme en koldfront fra den jyske vestkyst, og det vil give en våd og fugtig søndag, men stadig med en høj temperatur og mulighed for torden.

Mandag vil der komme køligere luft med temperaturer mellem 16-21 grader og flere skyer, og det vil formentlig fortsætte i nogle dage frem i næste uge.

Så skal du ud og have noget sol på kroppen, så er det med at komme ud i de kommende dage.