Husk paraply eller regnfrakken, hvis du skal udenfor i løbet af lørdagen. Eller endnu bedre: Bliv indenfor med en god bog, stearinlys og Netflix.

I hvert fald, hvis du bor i den østlige del af landet.

Der er nemlig udsigt til en yderst mørk og våd dag for særligt københavnerne og folk i Nordsjælland.

DMI varsler risiko for kraftige byger, og flere af dem har potentiale til at give skybrud med over 15 millimeter nedbør på en halv time.

»Der hænger et system med tordenbyger over Sydsverige og Øresund lige nu, som vi holder øje med. Det trækker ind over Nordsjælland og Hovedstadsområdet i løbet af de kommende timer, og vi forventer, at de byger har en styrke til at give skybrud.«

Det siger vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Anja Bodholdt, og tilføjer, at det dog er umuligt at sige præcis, hvor bygerne rammer, og hvor meget vand de indeholder.

»Det er virkelig svært at forudsige, for lige pludselig opstår der et eller andet i atmosfæren, der trigger det. Sikkert er det dog, at det de kommende timer er den østlige del af Sjælland, der står for skud,« siger hun.

I det hele taget kan både resten af Sjælland og Fyn regne med en temmelig våd lørdag.

Også nordjyderne får noget vand, men her bliver bygerne ikke så kraftige, forudser meteorologen.

Anja Bodholdt lover til gengæld pænt vejr til den øvrige del af landet. I den sydlige og sydvestlige del af landet vil det småregne lidt, men det er ikke specielt meget nedbør, de får her.

»I løbet af eftermiddagen kommer solen frem her, og de får en pæn dag. Resten af landet får en bygedag, og vi kan bestemt ikke udelukke risiko for skybrud,« siger Anja Bodholdt.

Også søndag hænger der en del byger i den østlige del af landet, forudser prognoserne, mens resten af landet får en pænere dag.