Det handler om at nyde sommerdagene, når de kommer, for det ligner en klassisk dansk sommer.

Vi kan dog også få dage med temperaturer op til 30 grader.

Det skriver DMI i sin sæsonprognose for sommeren.

Juni ser ud til at ende med at blive varm og tør, men når vi træder ind i juli, får piben sandsynligvis anden lyd.

I juli ser det ud til, at danskerne kan forvente omskifteligt vejr med mindre lavtryk og svage fronter.

Det betyder, at der vil komme perioder med skyer og regn samt en dagstemperatur, der kan komme under 20 grader.

Enkelte dage kan vi dog også forvente, at der vil komme temperaturer over 25 grader og måske helt op til 30 grader.

I den første halvdel af august er der udsigt til stabilt sommervejr, hvor det holder tørt og bliver varmt.

I anden halvdel af august øges sandsynligheden for, at der vil falde regn og blive koldere. I den periode er der også fare for lokale skybrud og tordenvejr.

September er noget usikker, men det ligner, at den første efterårsmåned bliver med temperatur omkring 20 grader, og at det vil holde nogenlunde tørt.

B.T. har talt med manden bag prognosen, Martin Lindberg, der sætter nogle flere ord på.

»Det er en ret usikker prognose som altid med de her lange prognoser. Juli bliver noget varmere end normalt og lidt tørre. Jeg forventer temperaturer på 22 til 27 grader. Det fortsætter et stykke ind i august. Det bliver ikke en ekstrem varm sommer som i 2018, men behagelig varm. Det vil blive en normal til ret god sommer.«