Vi nærmer os sankthans, som er den tid, hvor der er mest dagslys i løbet af året, og det er her, at solen står højest på himlen, og uv-indekset ligeledes ligger højt.

Det betyder, at man skal være god til at smøre sig ind i solcreme. Men mange smører sig helt forkert ind.

Det skriver TV 2.

I et interview, som TV 2 har foretaget med Peter Dalum fra Kræftens Bekæmpelse og Tryg Fondens Solkampagne, udpeges en række fejl, som danskerne begår, når de smører sig ind i solcreme.

»Den allerstørste fejl er, at folk generelt kommer alt for lidt på. Mange bruger kun en tredjedel af den mængde, som er nødvendig. Konsekvensen er, at hvis du smører en faktor 15 for tyndt på, så svarer den pludselig kun til en faktor 5. Tykkelsen af den mængde solcreme, du tager på, betyder noget,« siger Peter Dalum.

En anden fejl, der bliver begået, er, at mange sjusker, når det kommer til at få smurt hele kroppen jævnt ind.

Han fortæller, at det specielt er den øverste del af kroppen, man skal huske at smøre ind, da det er den del, der bliver udsat for mest sollys.

En god huskeregel er, at man som udgangspunkt skal bruge en håndfuld solcreme til hele kroppen.

Man skal også helst smøre sig ind to gange med 20 minutters mellemrum.

Når det kommer til de små børn, skal forældrene være bedre til at smøre deres børn ind.

En ny undersøgelse, som Epinion har lavet på vegne af Børneulykkesfonden, viser nemlig, at syv ud af 10 forældre ikke ved, at solen er særligt farlig for deres børn.

Solskoldninger øger risikoen for hud- og modermærkekræft, men jo yngre man er, jo mere skade kan de forvolde.

Derfor understreger Børneulykkesfonden og Kræftens Bekæmpelse i en fælles pressemeddelelse, at solskoldninger hos børn er særligt skadelige, fordi huden er mere sart over for uv-stråling.