Tv-vært Nola Grace Gaardmands liv ændrede sig, da hun for fem år siden blev mor til lille Calvin, der er døv. Selvom det har givet hende mange bekymringer, har det også bragt massevis af glæde og indsigt i en helt ny verden.
Hvad har du især lært af at blive mor?
»Hvor skal jeg starte? Ha ha. Jeg kunne skrive en hel bog om det. Jeg har jo to drenge – en på to og en på fem. Min ældste dreng er døv, og det der med at få et barn, der har et handicap – jeg har nærmest ikke ord for, hvor meget det har lært mig. Om livet og om kærlighed, om synet på mennesker. Jeg kigger på ham og ser, hvor vidunderligt et menneske han er, og hvor stærk han er.«
»Det er bestemt ikke nemt at gå igennem verden som lille Calvin. Og ud over bekymringer og beundring har det givet mig sindssygt meget at lære tegnsprog og komme ind i døveverdenen. Jeg er ekstremt taknemmelig for at få lov til at komme ind i en verden, som jeg intet vidste om, og som bare har taget imod os med åbne arme. Magen til tålmodige og generøse mennesker skal man lede længe efter. Men det at blive mor har helt sikkert også givet mig bekymringer. For hold nu kæft, hvor har jeg bekymret mig meget for Calvin igennem årene, og gør det stadig – to this day.«
»Jeg har altid følt, at verden var meget åben for mig, for det har den været. Gudskelov for det, men det der med at sætte mig selv i Calvins sted og forestille mig, hvordan verden ser ud, hvis man er ham – og ikke bare kan tale. Hvordan vil verden møde ham? Det har virkelig givet mig et meget kærligt blik på andre mennesker.«
»Der er nogle ting, som er gået op for mig i forhold til, hvad det vil sige at rende rundt i verden og ikke være som alle andre. Den læring er jeg meget taknemmelig for – selvom jeg også stadig går og bekymrer mig. Men jeg har ligesom måttet tvinge mig selv til at have tillid til, at der også er plads til ham i verden, og at alle andre også ser det, som jeg ser – nemlig en virkelig sød dreng. Så det har været en øjenåbner, men også været en kilde til bekymring.«
Hvilket råd ville du give dig selv i forhold til din bekymring?
»Helt sikkert, at jeg skal bekymre mig mindre. Det råd vil jeg både give til mit yngre jeg, men også til mit nuværende. 'Lad være med at bekymre dig så meget'. Det er nemlig noget, som jeg har tendens til – og altid har haft tendens. Nok især da jeg var yngre, men desværre stadig lidt. Jeg bekymrer mig for, om det hele nu skal gå, om jeg er god nok til det, som jeg laver, og om alt bliver okay.«
»Mit voksenliv har generelt været præget af, at jeg har været ekstremt privilegeret og meget velsignet på en eller anden måde. Jeg har altid fået de ting, som jeg har peget på – om det så var skole, job eller mand. Men samtidig har jeg gået og bekymret mig for, om nu det skulle gå det hele. Der har været sådan et misforhold mellem mine tanker og den virkelighed, som jeg levede i. Og det er jeg heldigvis blevet meget bedre til.«
»Men når jeg stadig ville give mig selv rådet den dag i dag, så handler det om, at det nu ikke så meget er arbejdet, jeg bekymrer mig over længere, nu er det mere mine børn, og hvordan det skal gå med dem. Jeg er lidt en bekymrings-mus, men jeg har heldigvis også lært at håndtere det. Jeg har fundet alle mulige teknikker, så det ikke skal begrænse mig.«
Hvad er det for nogle teknikker?
»Det er blandt andet, at jeg finder ro i tro. Det med at være troende er kommet på mine gamle dage. Min mor er kristen, så da vi var helt små, gik vi i søndagsskole, bad bordbøn, og aftenbøn. Men fordi mit forhold til min mor var ustabilt, blev min tilgang til troen det også. Jeg ville eksempelvis ikke konfirmeres. Jeg tog generelt ret meget afstand til alt det med tro, indtil jeg var i 20erne.«
»Der havde jeg en stor livskrise, som tvang mig til at finde ud af, hvordan jeg kunne være til som menneske, og der fandt jeg troen igen. Det er jeg så taknemmelig for. Jeg beder næsten hver aften derhjemme, men så hænder det også jævnligt, at jeg beder en bøn, mens jeg er på arbejde.«
»Måske ikke i lige så høj grad i dag, da jeg er meget glad for mit arbejde og liv generelt, men hvis der f.eks. er noget, som bekymrer mig med mine børn, eller noget, som jeg er bange for på arbejdet, så kan jeg godt finde på at gå ud på toilettet, låse døren og bede en lille bøn.«
»For når jeg beder, giver det mig en følelse af, at jeg er passet på, og at det heller ikke alt sammen er mit ansvar at bære. En tillid til, at det hele nok skal gå. Det kan give mig enorm trøst.«
