Katrine Quorning: 'Jeg skrev julekort til alle for at dække over min mors alkoholmisbrug'

Med sin barneskrift skrev Katrine Quorning julekort til alle i morens adressebog for at få det til at virke, som om alt var normalt i barndomshjemmet, der led under morens alkoholisme.

I dag forstår hun ikke, hvordan det kunne lykkes at holde misbruget hemmeligt i alle de år, og nu gør hun alt for at hjælpe nutidens unge mennesker ud af hemmelighedskræmmeriet.

Hemmeligheder. De fleste af os har dem. Nogle store, nogle små. Men de er der. Private, pinlige og måske permanente. Sådan en hemmelighed var der også i Katrine Quornings familie, da hun var barn og ung. En hemmelighed, som hele familien dækkede over.

En hemmelighed, der fyldte alt. En hemmelighed, der aldrig skulle have været en hemmelighed. Men som barn gjorde Katrine alligevel alt, hvad hun kunne, for at skjule den. Nemlig, at hendes mor havde et alkoholmisbrug.

»Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at ingen skulle finde ud af, at min mor havde et problem med alkohol. Jeg tænkte og håbede, at hun ville stoppe med at drikke, og så ville det jo være pinligt for hende, hvis jeg havde fortalt det til andre. Så jeg gjorde lige det modsatte af at sige det – jeg dækkede over hende og alkoholmisbruget,« fortæller Katrine, der i dag ikke længere skjuler familiens hemmelighed.

Som barn gjorde hun derimod alt, hvad hun kunne, for at ingen skulle opdage, hvordan det stod til hjemme hos hende, hendes to søskende og far og mor. Katrine købte derfor ofte ind, fiksede vasketøjet og smurte madpakkerne, så ingen uden for villaens velfriserede hække ville opdage, at der var noget, som ikke var, som det skulle være, hos dem.

»At vi havde de problemer derhjemme, var bestemt ikke noget, som man sagde højt. Det var jo som det beskidte vasketøj. Det skulle man slet ikke vise frem. Det syntes jeg var for skamfuldt.«

Katrine udtænkte derfor som barn forskellige planer for, hvordan hun kunne få det til at virke, som om alt var godt i det lille hjem. En jul sendte hun eksempelvis julekort til alle i morens adressebog. Hun overtalte sin lillesøster, der endnu ikke kunne skrive, til at tegne juletræer og nisser på bagsiden af nogle stykker karton. Katrine, der selv er fire år ældre end sin søster, formulerede små julehilsner, som hun skrev på julekortene med sin barneskrift.

»Jeg tror, at det var et eller andet desperat forsøg på at opretholde facaden. Jeg tænkte, at julekort var sådan noget, man plejede at gøre – uden virkelig at ane, om det var det, man gjorde. Jeg ved ikke engang, om min mor plejede at sende julekort. Men det var klart noget, som jeg så som et symbol på en velfungerende familie – og det ville jeg jo gerne være.«

Derfor sad Katrine sammen med sin søster og skrev juleklicheer i massevis til folk, som hun ikke anede hvem var. Måske morens tidligere arbejdskolleger, fjerne familiemedlemmer og gamle klassekammerater.

»I dag tænker jeg, at det, vi gjorde, i virkeligheden var et tydeligere signal om, at der var noget galt hjemme ved os, end hvis vi ikke havde sendt dem. Men på det tidspunkt ville jeg bare virkelig gerne have, at de ikke opdagede, at der var noget i vejen.«

Selvom alkoholproblemerne har stået på i en del år efterhånden, er det først inden for de seneste år, at Katrine er begyndt at tale højt om morens alkoholmisbrug. Og hun taler ikke bare højt – hun forsøger nærmest at råbe det, fordi hun så gerne vil have, at der ikke er nogen, der skal gå med det alene, som hun selv gjorde.

»Da jeg var barn og ung, havde jeg ikke noget sprog for det. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg er gået igennem hele skolesystemet, uden at jeg har hørt noget om det at være barn af en alkoholiker. Vi hørte sådan noget med, at vi ikke selv måtte drikke for meget, og vi fik fortalt 'Don't do drugs' og alt sådan noget. Og det er også rigtig fint. Men der var bare aldrig nogen, der fortalte mig, at det også var et problem, hvis ens forældre drak for meget.«

»Så det vil jeg rigtig gerne være med til at gøre opmærksom på. Det var også en af grundene til, at jeg valgte at uddanne mig til gymnasielærer. Jeg tænkte, at jeg ville kunne finde alle de unge mennesker, der levede i familier med alkoholproblemer.«

»Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det ikke var så nemt at finde dem og hjælpe. For vi, flaskebørnene, er virkelig gode til at gemme på vores hemmelighed. Vi skjuler det. Og alkoholikerne skjuler det. Så det er virkelig svært at få øje på problemerne udefra. Derfor besluttede jeg, at jeg måtte gøre noget andet.«

Katrine kastede derfor sin egen skyld og skam bort for at fortælle alle de unge mennesker om sin egen rødvinsopvækst.

»Jeg tænkte, at det eneste, jeg så kunne gøre, var at stå frem selv og på den måde skabe fokus på emnet. Jeg syntes bestemt ikke, at det var sjovt at skulle fortælle om min opvækst – tværtimod var det enormt grænseoverskridende. Men man bliver som barn og ung nødt til at høre nogle historier, som er virkelige. Nogen, som man kan identificere sig med. Nogen, der kan vise, at man ikke er alene. Så jeg tænkte: 'Hvis ikke mig, hvem så?'«

Katrine gør i dag alt, hvad hun kan, for at sætte fokus på emnet. Hun har udgivet bøger i børnehøjde, holder jævnligt foredrag på ungdomsuddannelserne og står bag Instagram-profilerne @flaskeboern og @girl.in.a.bottle. Og hver gang, hun deler, får hun noget igen.

»Jeg får næsten dagligt beskeder som respons på det, jeg laver. Folk har skrevet til mig, at de troede, at de var de eneste, som havde haft sådan en opvækst. At de var alene om det. Men det er de langtfra.«

»Jeg har nu fundet ud af, hvem det var i min gymnasieklasse, hvem det var i min folkeskoleklasse, og hvem det var på min efterskole, der også voksede op i hjem med alkohol. De har simpelthen kontaktet mig, fordi jeg er begyndt at tale åbent om det, og har fortalt, at de aldrig havde troet det om mig.«

»At jeg havde været i en lignende situation. Præcis ligesom jeg aldrig havde troet det om dem – og det er jo netop derfor, at det er så vigtigt, at vi kan snakke om det. Ellers går vi alle sammen og gemmer på hver vores hemmelighed og tror, at alkoholikere kun er dem, man møder på byens bænke.«

Selvom Katrine kæmper en kamp for at brede budskabet ud, så ved hun også, at det kan tage tid at indse, at man er pårørende til en med et alkoholproblem.

»Jeg ved godt, at det nok er de færreste, som går hjem fra mit foredrag, eller som har set et af mine billeder på Instagram, der går direkte hjem og gør noget ved situationen. Men bare det der med, at de får lidt bevidsthed om det tidligere, end jeg selv gjorde, vil være godt. Også så de ved, at det ikke er dem, den er gal med, og at det er okay at bede om hjælp. For så kan hele processen gå i gang før – og det ville jeg ønske var sket for mig og min familie.«

Selvom processen tog lidt ekstra tid for Katrine og hendes familie, lykkedes det til sidst at få sat ord på det hele – og det har været godt for dem alle, mener hun.

»Det var ret befriende at få sagt det højt, da jeg endelig gjorde det. Der gik mange år, før min familie og jeg var klar til at sige det udadtil. I 2012 viste jeg min far og mine søskende nogle tegninger om alkoholproblemerne, som jeg havde lavet. Deres reaktion var: 'Ej, de er godt nok fine, men vi gemmer dem lige ned i den her skuffe' – og så låste min far skuffen,« siger Katrine med et smil på læben, inden hun fortsætter.

»Det var ikke, fordi det ikke var rigtigt, det, der var på tegningerne. Min familie var bare overhovedet ikke klar til at dele det endnu. Men så skete der noget forfærdeligt. Min mor forsøgte at tage sit eget liv. Efter det sagde jeg til resten af familien, at det netop var et bevis på, at det ikke hjælper hende at skjule alkoholmisbruget – det gjorde ikke hendes liv bedre. Tværtimod. Derfor skulle der ske noget andet.«

»Og i dag tænker jeg, at det virkelig er ærgerligt, at det ikke bare blev sagt højt før. Så var problemet måske ikke eskaleret så meget, som det gjorde. Hvis jeg eksempelvis havde fået sagt det højt, da jeg gik i gymnasiet, kan det være, at min mor og resten af familien havde fået hjælp i tide. Og så havde vi sluppet for en virkelig træls familiehistorie, der strækker sig over flere årtier.«

Katrines mor er stadig aktiv alkoholiker i dag. I nogle perioder går det godt med at undgå alkoholen, mens den stadig fylder meget på andre tidspunkter. Derfor er Katrines forhold til moren stadig lidt udfordret. Moren kender til artiklen her, foredragene og bøgerne, hvor Katrine fortæller om emnet. Selvom hun i de gode perioder kan se vigtigheden i det arbejde, som Katrine gør med at belyse emnet, ønsker hun ikke at være en aktiv del af at fortælle deres historie højt. En historie, der stadig sætter sine spor i Katrines liv:

»Det har været meget omfattende at være barn af en alkoholiker. Det har været en konstant stress og usikkerhed – og netop det tror jeg simpelthen bare har gennemsyret alt i mit liv. Det har haft betydning for mit arbejdsliv, for mine parforhold og alle andre aspekter af min tilværelse. Jeg har hele tiden skullet være der for min mor på en eller anden måde, og det har gennemsyret den personlighed, som jeg har i dag.«