Vi kender Katrine Enevoldsen som storsmilende og sprudlende, når hun dukker frem på tv-skærmen for at synge sammen med hele Danmark. Men i hendes tanker driller samvittigheden. Den sår altid tvivl om, hvorvidt hun har gjort noget forkert, eller om hun har trådt nogen over tæerne. Derfor kæmper hun for at holde tankemyldret væk.
Hvad er det vigtigste, du har lært af dine forældre?
»Det er at have blik for andre. Min far er præst, og min mor er terapeut, så deres grundessens i arbejdslivet er at være noget for andre mennesker. Så det har også været et grundlæggende tema i hele min barndom, at man ikke bare går forbi nogen, som har brug for hjælp. Derfor havde jeg allerede som barn en meget veludviklet samvittighedssans.«
»Det kan nogle gange godt være lidt svært, for det betyder, at jeg hele tiden har antennerne ude. Jeg bliver nemt overstimuleret – samtidig er jeg virkelig også taknemmelig for, at min forældre har lært mig at løfte blikket og have øje for andre mennesker.«
Vil du sige, at du også har en meget veludviklet samvittighedssans i dag?
»Ja, det har jeg. Og det er faktisk noget, som godt kan være lidt et problem, fordi jeg nogle gange ender ud i overtænkning. Så bliver jeg bange for, at jeg er kommet til at gøre noget forkert, eller at jeg har gjort nogen kede af det. Den der angst for, hvad andre mennesker tænker om mig, og om jeg er kommet til at gøre nogle andre mennesker kede af det. Det er det værste, jeg kan forestille mig. Så min samvittighed popper sådan frem og spørger: 'Har du været for meget? Har du nu fyldt for meget? Har du snakket for meget? Har du mon spurgt nok ind til andre?'«
I hvilke situationer dukker de her tanker op?
»De dukker op, når der bliver stille et øjeblik. Det kan være, lige efter at jeg har set nogle venner eller bekendte, eller måske dagen efter. Så de moralske tømmermænd er virkelig noget, som jeg kæmper med.«
Har de her tanker hold i virkeligheden?
»Ikke generelt, tror jeg, men jeg har en gang prøvet at blive konfronteret med noget i stil med tankerne – og den ene gang har sat sig fast. Det var, da jeg var teenager. I hele min barndom havde jeg ikke haft det supernemt i skolen. Jeg lå og rodede rundt nede i bunden af 'pige-hierarkiet' på en måde, hvor jeg aldrig rigtig vidste, om jeg var ude eller inde i varmen. Og den usikkerhed gjorde ligesom noget ved mig, for jeg følte ikke, at jeg selv vidste, hvem jeg var.«
»Men da jeg så startede i gymnasiet, gjorde jeg op med det. Nu ville jeg være mig selv og give slip på usikkerheden og på frygten for, hvad andre mennesker tænkte om mig. Det var ikke længere andre mennesker, der skulle have magt over, hvordan jeg agerede i mit liv. Men sagen var den, at jeg stadig nok ikke anede, hvem jeg selv var i bund og grund. Det er jeg sikker på, at der er mange, som ikke gør i gymnasiet, og da der så en dag var en, som kom hen til mig og sagde noget i retning af, at jeg ikke gav plads til andre, blev jeg SÅ ked af det.«
»Det er noget af det værste, som nogen nogensinde har sagt til mig i virkeligheden. Jeg var enormt sårbar på det tidspunkt, fordi jeg endelig var begyndt at åbne mig op, og derfor havde jeg heller ikke rigtig noget panser. Og ordene borede sig ligesom fast. Men det nytter jo ikke noget. Jeg skal lære at hvile i, at man som menneske er fejlbarlig, og at jeg højst sandsynligt kommer til at træde nogen over tæerne eller fylde for meget – selvom det ikke er med vilje. Men så må jeg bede om tilgivelse. Det er også en del af livet, og det er ikke farligt at gøre andre mennesker kede af det, hvis man husker at sige undskyld.«
Hvad gør du selv, når tankerne og tvivlen på dig selv dukker op?
»Jeg siger til tankerne: 'Ikke lige nu, jeg er faktisk i gang med noget andet.' Også selvom jeg ikke er i gang med noget særligt. Det kan være, at jeg er i gang med at tage et bad eller lave morgenkaffe, men så stopper jeg op og lader, som om tankerne er en nabo, der lige kommer og ringer på, mens jeg er i gang med noget andet. Jeg behøver jo ikke at invitere min nabo på kaffe, hvis det passer dårligt.«
»Så ville jeg jo bare sige: 'Ikke lige nu.' Og det kan godt være, at tankerne kommer igen efter fem minutter, men min erfaring er, at hvis jeg ikke lukker tankerne ind, så bliver de mindre og mindre med tiden – jo flere gange jeg afviser dem.«
»Jeg har dog svært ved at slippe præcis de her tanker helt, og der sker da også en gang imellem, at jeg kommer til at lukke dem ind. Så sidder vi der og roder rundt i, hvor mange steder jeg kunne have fejlet den forrige aften. Og det er SÅ dumt, men jeg kan ikke gøre så meget ved det.«
