»Det er svært at være 11 år.«

Sådan lød det igen og igen ud af højttalerne i Imperial i København, da der søndag var premiere på 'Krummerne – det er svært at være 11 år'.

Noget, der også kan være svært at vide for tiden er, hvor mange sociale arrangementer det er en god idé at gå til, mens coronasmitten stiger, og flere og flere dele af landet lukkes i større eller mindre grad.

Skuespiller Ditte Ylva Olsen, som blandt andet er kendt fra serien 'Hånd i hånd' og 'Vild med dans', har nu også får corona helt tæt på.

»Vi har haft en lille en med corona derhjemme, så jeg har været på hotel hele weekenden,« forklarede hun.

»Jeg optager på Fyn lige nu, så jeg kommer slet ikke til at være hjemme. Jeg har pyntet op til jul, men jeg kommer ikke til at se det. Men sådan tror jeg, det er for alle i den her tid, det hele er bare ding-dong.«

Skuespillerens sammenbragte familie består ud over hende selv af kæresten Jon Bojsen Cetti og hans to børn. Men det er altså kun det yngste medlem, som er blevet ramt.

»Ja, 7-9-13.«

»Så det er også lidt at lege med djævlen at være her i dag,« sagde hun om premieren.

Det er formentlig ikke gået nogens næse forbi, at kulturlivet var en af de grene, der var hårdt ramt, sidst samfundet lukkede helt ned.

Derfor er den nuværende udvikling med omikronvariant og delvise nedlukninger også noget, der stjæler skuespillerens opmærksomhed.

»Det betød rigtig meget for teater og lignende sidste år, og lige nu er jeg på optagelse, hvor vi er sindssygt bange for, om der er noget, der skal lukkes ned, men vi håber ikke, det kommer til at betyde noget. Det er med nerverne ude på tøjet.«

»Det er jo lidt svært at arbejde hjemmefra som skuespiller,« forklarer Ditte Ylva Olsen.