»Jeg skal bruge tre frivillige,« sagde sergent i New York Police Department John McLoughlin.
Will Jimeno var en af tre betjente, der trådte frem. Det kom til at ændre hans liv for evigt.
B.T. har talt med Will Jimeno om hans historie. Her er hans historie, som han løbende kommenterer.
Will Jimeno var helt nyuddannet politibetjent. Kort forinden havde han set en skygge flyve over sit hoved på Manhattans 42nd Street.
Her var han på opgave ved en busstation.
Ikke længe efter havde han sammen med en række andre betjente fra New Yorks Port Authority-politi beslaglagt en bus og var på vej mod World Trade Center.
Det var morgen. Datoen var 11. september 2001.
Da de kom frem, samlede sergent McLoughlin en mindre gruppe. Det var essentielt, at de kunne benytte sig af specielle iltapparater, som normalt blev brugt af brandvæsenet.
Netop det havde Will Jimeno fra sin tid på politiskolen lært. Og da han var nyuddannet, havde han det friskt i hukommelsen.
Ikke længe efter, han havde meldt sig på sergentens bøn om frivillige, stod han sammen med McLoughlin og tre andre betjente ved det indkøbscenter, som lå mellem de to tårne i World Trade Center.
Sammen med de tre andre betjente, Chris Amoroso, som var Will Jimenos gode ven, Antonia Rodriguez og Dominick Pezzulo, arbejdede de med iltapparater.
Pludselig hørte de en høj lyd. Og da de kiggede op, så de en enorm ildkugle, der var på vej mod dem.
»Løb mod elevatoren,« råbte McLouglin, da det gik op for ham, at sydtårnet i World Trade Center var ved at styrte sammen.
Så regnede det ned med stål og andet materiale.
Stilhed.
Mere stilhed.
»Jeg blev begravet i beton, som om jeg var blevet støbt i det. Jeg kunne ikke bevæge mine ben.«Will Jimeno
Så lød sergent McLoughlins stemme.
»Er alle okay?«
Stilhed.
Så kom svaret fra Pezzulo helt stille.
»De er et bedre sted.«
Både Antonio Rodriguez og Will Jimenos gode ven Chris Amoroso var blevet dræbt, da tårnet kollapsede og faldt ned over dem.
De tre tilbageværende var fanget.
McLoughlin i en lille lomme, hvor der kun lige var plads til ham, Pezzulo var begravet og Jimeno havde fået et stykke beton ned over sine ben og sad fanget op af en væg.
»Da det gik op for os, at vi var fanget og alene ... det var horribelt. Jeg vil ikke ønske det for nogen. Horribelt. Ganske enkelt. Samtidig mistede vi komplet vores sans for tid. Det var bare overlevelse fra minut til minut.«Will Jimeno
På et tidspunkt fik Pezzulo befriet sig selv. Og så gik han i gang med at prøve at hjælpe Jimeno fri. Forgæves.
Pludselig lød der endnu et brag.
»Der kommer et eller andet stort,« sagde Jimeno til Pezzulo og lavede et hjerte med sine hænder til kollegaen. 'Jeg elsker dig,' inden han beskyttede sit hoved med hænderne.
World Trade Centers nordtårn kollapsede.
Pezzulo blev kastet til jorden af et stort stykke materiale.
Da støvet havde lagt sig, kunne de se, hvor slemt det stod til.
»Jeg er hårdt såret,« konstaterede Pezzulo.
Både Pezzulo og Jimena vidste, hvor det bar hen. Så de snakkede roligt om deres liv og familier.
Så sagde de to betjente til hinanden, at de elskede hinanden.
Og så sagde Pezzulo:
»Willie, du må ikke glemme, at jeg døde i et forsøg på at redde jer.«
Det lovede Will Jimeno, mens Dominick Pezzulo døde.
Så var det kun Will Jimeno og John McLoughlin tilbage. De kunne snakke sammen, men ikke se hinanden.
Deres drama var dog langt fra ovre.
På et tidspunkt blev den lille lomme, de var fanget i, indhyllet i flammer, som fik Jimenos pistol til at gå af – med kugler, der fløj rundt.
Efter hvad der føltes som en evighed fortrak ilden sig. De havde overlevet to kollapsede højhuse, ild og skud.
»Jeg var blevet knust, jeg var træt, jeg var blevet brandt og en pistol var gået af, mens jeg havde set mine kollegaer dø. Jeg ville bare dø. Jeg var så træt.«Will Jimeno
Men de var alene. I en lille lomme adskillige meter under det, der var resterne af tvillingetårnene og deres radioer fungerede ikke.
Derfor talte de om deres liv, råbte efter hjælp og delte dybt personlige fortællinger.
Tiden gik.
På et tidspunkt faldt Will Jimeno i søvn. Her drømte han, at Jesus viste sig for ham.
»John sagde til mig, at jeg ikke måtte falde i søvn, for så ville jeg ikke overleve. Men på et tidspunkt døsede jeg hen. Og der kom en hvidklædt person uden ansigt hen til mig. Han havde et glas vand, og jeg var så tørstig. Jeg vidste, det var Jesus. Han gav mig et nyt hå til at kæmpe for mine kollegaer og min familie.«Will Jimeno
Da han vågnede var det med en ro, men også overbevisning om, at han skulle kæmpe sig gennem smerten.
Mørket var faldet på.
Pludselig hørte de to betjente et svagt råb.
»United States Marina Corps. Er der nogen, som kan høre os?«
Det fik William Jimeno og John McLoughlin til at råbe i fællesskab.
»8-13, 8-13, 8-13.«
Politikoden for en såret betjent.
Adskillige meter over dem så de pludselig et ansigt på den marine-mand, der havde råbt.
»Du må ikke forlade os,« fremstammede Jimeno.
»Buddy, jeg skal ingen steder,« sagde manden.
De to betjente var fundet efter mere end 10 timer begravet under resterne af World Trade Center.
»Jeg jublede, da de fandt os. Men samtidig vidste jeg ikke, om vi kunne overleve, om de kunne få os ud, inden vi ville dø.«Will Jimeno
Will Jimeno blev reddet fra vragresterne tre timer senere, mens det tog yderligere otte timer at få John McLouglin fri.
De næste tre måneder brugte Will Jimeno på hospitalet og genoptræning. John McLoughlin blev lagt i koma i seks uger, mens der blev udført 27 operationer på hans ben.
Begge betjente kom tilbage på benene og modtog siden Medal of Honor fra Port Authority. Will Jimeno har siden skrevet flere bøger om sine oplevelser i forbindelse med 11. september 2001.
Fortællingen her er stykket sammen af Will Jimenos fortælling til B.T., USA Today, 9/11 Memorial og uddrag fra Will Jimenos bøger.