Olivia Perez var bare ti år gammel, da hun mistede sin far. Han omkom under det uforglemmelige terrorangreb mod World Trade Center i New York 11. september 2001.
Anthony Perez arbejdede som it-specialist i det nordlige tårn, hvor han havde sin daglige gang på 103. etage.
Hans datter, der nu er 30 år gammel, husker stadig, hvordan hun oplevede den katastrofale dag i børnehøjde.
Nogle uger forinden var hun begyndt i sjette klasse, og hun var stadig fyldt af spændingen over nye lærere, nye bøger og nye kammerater.
Men i løbet af denne tirsdag fornemmede hun, at noget var helt galt. De voksne virkede bekymrede, snakken gik i krogene, og flere børn blev hentet før tid.
Hun var midt i en musiktime, da en lærer fortalte, hvad der var sket på Manhattan.
»Jeg vidste med det samme, at min far var forsvundet for altid. Jeg vidste, at han var død. World Trade Center var jo der, han arbejdede,« siger Olivia Perez til B.T.
Hun erindrer, hvordan tårerne dryppede ned på hendes violin, mens hun kæmpede sig igennem resten af timen og resten af dagen.
Først om eftermiddagen, efter hun blev hentet fra skolebussen, bekræftede hendes mor, hvad den tiårige pige allerede vidste.
Hun ville aldrig se sin far igen.
»Jeg sad i min lyserøde prinsesseseng, imens min mor sad ved siden af og græd. Jeg havde aldrig set hende græde før,« husker Olivia Perez, hvis forældre var gået fra hinanden år forinden, men stadig var venner.
»I lang tid efter gik jeg rundt i en underlig, spøgelsesagtig tilstand. Det var ikke til at forstå, at min elskede far, der altid var sjov, blid og forstående, pludselig var væk,« fortæller Olivia Perez.
Hun har svært ved at forestille sig, at han kunne være en af de skikkelser, der valgte at springe ud fra de terrorramte tårne, men hun kender ikke detaljerne om hans død.
For fem år siden fik hun dog at vide, at han, inden han mistede livet, havde nået at indtale en besked på Olivia Perez' stedmors telefonsvarer.
Hidtil har Olivia Perez ikke følt sig klar til at høre optagelsen, men hun overvejer at lytte til den i denne weekend, hvor 20-årsdagen for angrebene mod USA bliver markeret verden over.
»Jeg tror, det er ved at være tid. Min far elskede Heineken-øl, så måske snupper jeg et par stykker eller seks, pakker mig ind i min dyne sammen med min hund og trykker play,« siger Olivia Perez.
»Jeg frygter, at hans stemme vil afsløre, at han var i panik, og jeg risikerer, at det vil forfølge mig resten af livet. Men jeg håber også, at jeg vil høre ham sige, at han elsker mig,« lyder det fra Anthony Perez' nu voksne datter, der i 20 år har kæmpet med det smertefulde savn af sin far.
»Der er dage, hvor jeg ikke tænker på ham, men der er også dage, hvor jeg græder mig selv i søvn ved tanken om, at han ikke kan føre mig op til alteret, og at han ikke vil være der, når jeg en dag bliver mor.«
Hun har for længst erkendt, at savnet og sorgen aldrig kommer helt under kontrol – trods utallige terapitimer.
»Forleden kørte min kæreste og jeg forbi Manhattans skyline, og jeg begyndte bare at hulke løs,« fortæller hun, inden hun understreger, at vi aldrig må glemme, hvad der skete den septemberdag i 2001.
»Men vi skal være bedre til at anerkende, at der er også gode ting, der kan forme sig i skyggen af en tragedie. Såsom organisationen Tuesday's Children, der blev etableret for os børn, der mistede en forælder den 11. september. Det netværk, jeg har haft her, har været en kæmpe støtte for mig, og i dag hjælper organisationen børn og familier over hele verden, der er påvirket af krigshandlinger og terror,« fortæller Olivia Perez.
Både via sit engagement i Tuesday's Children og i sit job som skolelærer, hvor hun også er meget åben om tabet af sin far, er det vigtigt for hende at vise børn, at man godt kan leve videre med et traume.
»I Tuesday's Children joker vi nogle gange med, at vi er elitemedlemmer af 'Dead Parents Club'. Det kan lyde morbidt, men livet er så kort, og nogle gange handler det bare om at grine. Hvis jeg kan få andre, der har det svært, til at smile eller tro på livet, er jeg og min historie med til at hjælpe dem. Og det giver også mig selv styrke.«
