Da USA blev ramt af et af historiens største terrorangreb 11. september 2001, var Tom Canavan en af de få, der mirakuløst overlevede at blive begravet under World Trade Centers sammenstyrtede ruiner i New York.
B.T. har talt med den i dag 62-årige Canavan, der aldrig vil glemme, hvordan han måtte kæmpe for sit liv, og kun på et tidspunkt i det timelange interview vakler hans ellers urokkelige stemmeføring.
Han bliver tydelig utilpas og ordknap, da han beskriver, hvordan han stødte på ligdele og iturevene lemmer under sin vej ud af ruinerne.
»Jeg måtte sige til mig selv, at det var rester af mannequindukker fra nogle af de mange tøjbutikker, der lå i butikscenteret under World Trade Center,« forklarer han om den makabre detalje, han ville ønske, han kunne glemme.
»Jeg har set og lugtet ting, du ikke kan forestille dig. Ting, jeg aldrig vil fortælle nogen, men som jeg tager med mig i graven. Ingen skal bebyrdes af mareridt på grund af min historie,« fastslår Tom Canavan, som arbejdede i First Union Bank, der havde kontorer på 47. etage i World Trade Centers nordlige tårn.
Det var også her, han befandt sig, da det første fly ramte bygningen den skæbnesvangre septembermorgen i 2001.
»Først troede jeg, det var en nyhedshelikopter, der var fløjet ind i tårnet ved en fejl. Ingen af os kunne i vores vildeste fantasi forestille os den virkelige årsag,« siger Tom Canavan, der mærkede, hvordan bygningen begyndte at svaje.
Ud ad vinduet så han, hvordan røg, glas og metalaffald indtog luften, og sammen med sine kollegaer og ansatte fra de omkringliggende kontorer fandt han snart en trappe, der kunne føre dem ned mod gadeplan.
I begyndelsen var stemningen i den tætpakkede trappeskakt mest præget af forvirring. Men da brandfolk begyndte at hente stærkt forbrændte ofre fra etagerne længere oppe og transportere dem ned ad trappen, spredte panikken sig, og flere begyndte at hyperventilere.
Uden at ane, hvilke rædsler der ventede ham, forsøgte Tom Canavan at hjælpe de mest panikslagne forbipasserende med beroligende ord eller ved at guide dem videre.
Han var nået helt ned til det butikscenter, der lå i bunden af World Trade Center og forbandt de to tårne, da han hørte en gennemtrængende lyd.
Det sidste, han husker, er, at han ville råbe til folk omkring sig, at de skulle løbe i sikkerhed. Men han erindrer ikke, om ordene nogensinde nåede at forlade hans mund, inden alt omkring ham blev sort og stille.
Det sydlige tårn var styrtet sammen netop over det område, hvor Tom Canavan befandt sig.
»Min første tanke var, at jeg var død. Min næste tanke var, at det ikke føltes så slemt endda,« husker Tom Canavan, der næsten ikke havde plads til at bevæge sig.
En anden overlevende mand, der befandt sig et sted i mørket, forsøgte at overtale Tom Caravan til, at de skulle forholde sig i ro, indtil de blev fundet.
»Men jeg kunne ikke bare vente på at blive reddet. Jeg skulle jo fejre min søns treårs fødselsdag ugen efter, og jeg var nødt til at være der, når min gravide kone skulle føde vores datter,« siger Tom Canavan.
Med adrenalinen pumpende i kroppen fik han uanede kræfter. Han kunne flytte murbrokker og ruinrester, han normalt ikke ville have haft styrke til at rokke, fortæller han.
Sammen med den anden overlevende gravede Tom Canavan i omtrent 20 minutter, inden himmelen langsomt åbenbarede sig over dem.
Senere er det blevet anslået, at de to mænd gravede sig 12 meter i østlig retning og 10 meter opad. De havde været begravet af et lag af murbrokker, vragrester og sammenkrøllet metal, der tilsammen svarede til adskillige etager.
Kort efter at Tom Canavan slap ud af ruinerne, blodig og chokeret, blev han foreviget af pressefolk i nærheden.
Billederne endte med at gå hele verden rundt, og når Tom Canavan en gang imellem støder på synet af sit eget blodige ansigt, forstår han stadig ikke sit held.
»Jeg vil aldrig forstå, hvorfor fanden jeg ikke er død. Men hvis jeg bliver ved med at stille det spørgsmål, mister jeg forstanden.«
Fysisk har han ingen mén, men minderne og mareridtene følger ham konstant. Han har kæmpet med posttraumatisk stresssyndrom, og de få timers søvn, han får hver nat, bliver som regel afbrudt af voldsomme drømme.
»Jeg har prøvet med både terapi og medicin, men jeg kommer aldrig over den dag. Det er noget, jeg må lære at leve med,« lyder det fra Canavan, der under terrorangrebet mistede fire af sine kollegaer.
For nogle år siden fik han tatoveret Manhattans skyline og de to ikoniske, faldne tårne på sin overarm under ordet 'Survivor', engelsk for overlever.
»Den 11. september vil altid være en del af min historie, og jeg vil gøre mit til, at de liv, der blev tabt, bliver husket for evigt. Det er mit ansvar at være deres stemme, og tatoveringen er en del af den fortælling, de og jeg har tilfælles,« forklarer han.
