I 20 år har Jack Grandcolas sørget over tabet af sin hustru og sit ufødte barn.
Lauren Grandcolas var passager på det United Airlines-fly, der blev kapret af terrorister 11. september 2001 og kort efter styrtede ned i Pennsylvania. I minutterne inden sin død nåede hun at indtale en hjerteskærende telefonsvarerbesked til sin mand.
Da Jack Grandcolas tændte for nyhederne om morgenen 11. september 2001, blev han rædselsslagen over at se, hvordan World Trade Center i New York blev ramt af det, der viste sig at være et grufuldt terrorangreb.
På det tidspunkt var han uvidende om, at hans elskede kone gennem ti år, Lauren, var om bord på det kaprede fly, der kort efter styrtede ned i Pennsylvania – en time og 17 minutter efter det første fly fløj ind i World Trade Center.
38-årige Lauren, der var gravid med parrets første barn, havde været til sin bedstemors begravelse i New Jersey, og planen var oprindelig, at hun skulle være fløjet hjem til Californien senere på dagen, fortæller Jack Grandcolas til B.T.
Men Lauren havde fået plads på en tidligere afgang, og det blev hendes skæbne.
Jack Grandcolas husker, at han stod med barberskum i ansigtet, da han chokeret fulgte med i tragedien, der udfolde sig på tv-skærmen. Han var ikke bekymret for Lauren, for hendes planlagte fly var jo endnu ikke i luften, og alle afgange var blevet indstillet som følge af de frygtelige hændelser, ingen endnu kendte omfanget af.
Så fik han øje på den blinkende telefonsvarer i køkkenet.
Lauren havde efterladt to beskeder tidligere om morgenen. Opkald, Jack ikke havde hørt, fordi han havde opholdt sig i soveværelset på husets førstesal, og telefonen havde været på lydløs.
I sin første besked fortæller Lauren, at hun har fået plads på et tidligere fly og derfor kommer hjem nogle timer før planlagt.
Hendes anden opringning er foretaget fra selve flyet.
Der er et lille problem, forklarer hun roligt, men det skal nok gå, fortsætter hun, inden hun forsikrer ham om, at hun er okay. Hun afslutter med ordene: »Jeg elsker dig mere end noget andet, husk det. Og fortæl min familie, at jeg elsker dem. Farvel, min skat.«
»Så faldt jeg om på gulvet,« husker den i dag 58-årige Jack Grandcolas.
»Det var frygteligt. Jeg var som en zombie. Jeg knækkede sammen af smerte flere gange og kunne slet ikke forstå det. Det ene øjeblik havde vi det her vidunderlige liv og ventede vores første barn. Det næste øjeblik var alt revet væk.«
Nogle timer efter ringede Laurens far, og det viste sig, at forældrene var uvidende om datterens død.
»Det var dagens andet ubærlige chok. At jeg skulle overbringe dem nyheden om, at Laurens fly var styrtet ned, og at der ikke var nogen overlevende.«
De FBI-agenter, der senere ankom for at bekræfte, at Lauren var om bord på det kaprede fly, blev dybt berørte, da Jack afspillede telefonsvarerbeskederne for dem.
»Tårerne trillede ned ad kinderne på de her store, stærke mænd. Jeg tror, den der helt særlige ro i Laurens stemme ramte dem,« siger Jack Grandcolas.
»Det var typisk hende altid at tage sig af andre mennesker og bekymre sig om dem før noget andet. Hun var ikke bange for noget og altid klar til at hjælpe,« fortæller han.
Beskeden har han ikke lyttet til i årevis.
Men Laurens afskedsord er indprentet i ham for evigt og har paradoksalt nok givet ham styrke til at leve videre.
»Hendes sidste besked var vitterligt, hvad der fik mig igennem de næste mange timer, dage, uger og år. For hendes ønske om, at jeg skulle være stærk og lykkelig, hjalp og inspirerede mig,« forklarer Jack Grandcolas.
Han har igennem årene kæmpet med depression, sorg og posttraumatisk stress og erkender, at han også har følt sig skyldig over, at han ikke tog telefonen, da Lauren ringede fra flyet.
»I begyndelsen tænkte jeg, at jeg kunne have beroliget hende, men sandheden er nok, at jeg ville have været meget mere panisk, end hun var. Så jeg tror, der var en mening med, at jeg ikke hørte telefonen. Lauren beskyttede mig, så jeg ikke vidste, hvad der foregik.«
Det er ikke kun tabet af sin kone, men også sit ufødte barn, Jack Grandcolas har skulle bearbejde.
»Lauren kendte jeg jo, så det savn har været mere håndgribeligt. Men vores barn kendte jeg ikke, og det har gjort sorgen mere abstrakt og utilgængelig,« fortæller Jack Grandcolas, der til april udgiver en bog om det mistede barn i håbet om, at det kan hjælpe ham med at lukke et af de mange kapitler i sorgprocessen.
Han har ikke fået børn sidenhen, men kærligheden har han været så heldig at opleve igen.
For 15 år siden fandt han nemlig sammen med den engelskfødte kunstner Sarah, som han også har været gift med i et par år.
»Hun er vidunderlig, og hvis Lauren stadig levede, ville de to sikkert have været bedste veninder,« siger Jack Grandcolas med tydelig hengivenhed til begge kvinder.