Politiet har taget både tåregas og skumslukker i brug mod flere tusinde demonstranter, der sent tirsdag aften skaber optøjer i gaderne flere steder i det nordøstlige Spanien.
Særligt i Barcelona går det vildt for sig, hvor demonstranterne har kaste genstande mod politiet og sat ild til skraldespande.
De demonstrerer mod fængslingen af den spanske rapper Pablo Hasél. Det skriver Dagbladet.
Efter at have barrikaderet sig i 24 timer på et universitets badeværelse, for at undslippe politiet, stormede politiet bygningen, lagde Pablo Hasél i håndjern og kørte ham direkte i fængsel.

Pablo Hasél skulle nemlig have mødt op for at afsone ni måneders fængselsstraf i fredags, men han kom aldrig.
I 2018 blev han nemlig dømt for blandt andet at have opfordret til terrorisme og fornærmet Spaniens tidligere konge i nogle raptekster og på Twitter.
Og det synes flere tusinde spanske borgere er urimeligt og en krænkelse af ytringsfriheden. Skilte med »Free Pablo« kan ses flere steder under demonstrationen.
De bakkes blandt andet op af Amnesty International og flere kendte ansigter som filminstruktør Pedro Almodóvar og skuespiller Javier Bardem.



