Lyt til artiklen

»Hr. og fru Danmark bryder igennem isen i et par gummistøvler, jeg bryder igennem isen med min Suzuki,« lyder det med et højt grin fra Anders Kirk Johansen.

Den 44-årige forretningsmand og nevø til LEGO-overhovedet Kjeld Kirk Kristiansen røg tirsdag eftermiddag igennem isen med sin Suzuki Jimny, da han ville forsøge at efterligne de is-kørekurser, som blandt andet Porsche normalt afholder ved St. Moritz i Schweiz.

Anders Kirk Johansen, der er stor bilentusiast og har en kæmpe samling ved sit gods, Rohden Gods, ved Vejle Fjord, fortæller til B.T., at han normalt er på skiferie på dette tidspunkt af året, men på grund af coronakrisen er han i år blevet hjemme, og så blev han så begejstret, da det begyndte at sne, og der kom is på søen.

»Jeg har fået anlagt en stor flot sø her ved Rohden, så jeg tænke, det kunne være sjovt at lave min egen 'driving on ice'.«

Anders Kirk Johansens suzuki, der ikke klarede en tur på søen.
Anders Kirk Johansens suzuki, der ikke klarede en tur på søen. Foto: Privatfoto
Vis mere

Han havde set i nyhederne, at en Volvo var brudt igennem isen, så han valgte en af sine mindre biler, og da han mandag første gang kørte forsigtigt ud på isen, gik det fint.

»Jeg fik så en af mine medarbejdere til at save et hul i isen for at se, hvor tyk den var. Jeg har hørt, at hvis den er 13 cm tyk, så kan man fint færdes på den med et køretøj,« fortæller Anders Kirk Johansen, der altså valgte at tage sin Suzuki Jimny, som han forklarer 'kun' vejer 1.3 tons.

»Jeg kørte et par omgange på isen, og det var pissesjovt. Jeg spurgte mine Instagram-følgere i går, om jeg kunne køre på isen. 70 procent svarede, at det kunne jeg godt, og da vi målte isen til at være 13,5 cm tyk, tænkte jeg, at så kunne vi godt. Og det kunne jeg så ikke …«

Han havde til at begynde med sin hønsehund Pippi med i bilen, men hun blev heldigvis lukket ud i god tid, før det gik galt. Han tog et par runder på isen og kunne så fornemme, at der var noget galt.

»Pludselig kunne jeg mærke, at bilen tippede bagover, og så røg den igennem isen. Jeg kravlede ud af vinduet og op på køleren og over på isen,« fortæller han og tilføjer:

»Jeg ved ikke, om vi får Jimnyen op igen, hvis jeg skal være ærlig.«

Han tilføjer senere, at de nok kan få den op, når det bliver tøvejr.

Anders Kirk Johansen vurderer, at bilen var 250.000 kroner værd. Han ærgrer sig, men tager det hele med et smil.

»Jeg var glad for, at jeg ikke tog min Rolls-Royce, haha. Jeg synes da også, det er ærgerligt, men der er ikke så meget andet at gøre nu end at grine af det. Lad os se, om der er noget forsikring på den.«

Tror du forsikringen dækker, når du selv kørte den ud på isen og bagefter har lagt en video op på Instagram?

»Haha, ja okay det kan godt være, vi får et problem der. Det er også bare lidt sjovt det hele. Jeg elsker jo biler og har My Garage (Anders Kirk Johansens bilfirma, red.), og så skal man jo gå forrest og prøve noget nyt engang imellem.«

Se Anders Kirk Johansens tur på glatis øverst.