Den hårde nedlukning har sat sine spor i danskernes trivsel. Og nu begynder danskerne også at slække på de restriktioner og anbefalinger, som skal holde smitten nede.

Det viser en ny rapport fra Hope-projektet på Aarhus Universitet, som blandt andet måler danskernes efterlevelse af restriktionerne.

»Noget tyder på, at regeringen ikke har været god nok til at huske håbet og løsningerne i kommunikationen. Folk mangler at se den langsigtede strategi, hvor man balancerer truslen (den britiske mutation, red.) med håbet om, hvordan vi kommer gennem truslen. Det kunne være nogle klare scenarier,« siger professor Michael Bang Petersen, der er leder af Hope-projektet.

Over de seneste to uger er opmærksomheden på afstand til andre faldet, ligesom danskerne så småt begynder at se flere uden for husstanden. Endelig er kurven over tilliden til regeringens coronahåndtering knækket, viser forskningen.

Per Larsen (K) før samråd i Miljø- og Fødevareudvalget med minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og minister for nordisk samarbejde om aflivning af alle mink i Danmark før lovhjemmel var sikret, i Landstingssalen på Christiansborg i København 17. november 2020. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Per Larsen (K) før samråd i Miljø- og Fødevareudvalget med minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og minister for nordisk samarbejde om aflivning af alle mink i Danmark før lovhjemmel var sikret, i Landstingssalen på Christiansborg i København 17. november 2020. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det bekymrer flere sundhedsordførere, som nu kræver, at regeringen kommer med en genåbningsplan og melder klart ud i stedet for at »fedtspille«.

»Det er desværre forventeligt, at danskerne slækker på anbefalingerne, når sundhedsministeren ikke vil fremlægge en klar plan for, hvad der åbner som det næste. Det ville give folk mod på at stå det sidste igennem,« siger Per Larsen (K), som peger på lokale genåbninger som en del af løsningen:

»Folk kan ikke forstå, at børnene ikke kan komme i skole, og butikkerne skal holde helt lukket i kommuner, som stort set ikke har smitte. Det er den slags ulogiske nedlukninger, som må stoppe nu,« siger han.

Hos Dansk Folkeparti er sundhedsordfører Liselott Blixt også meget bekymret over tendensen, men »desværre ikke overrasket«.

Liselott Blixt (DF) ankommer til forhandlinger om næste fase af genåbningen, den såkaldte fase 4 i Landstingssalen på Christiansborg i København, onsdag 12. august 2020. Blandt andet skal der forhandles om genåbning af uddannelser, der ikke har fået lov til at åbne endnu, diskoteker, spillesteder og natteliv samt yderligere dele af indendørs sports- og fritidsfaciliteter. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Liselott Blixt (DF) ankommer til forhandlinger om næste fase af genåbningen, den såkaldte fase 4 i Landstingssalen på Christiansborg i København, onsdag 12. august 2020. Blandt andet skal der forhandles om genåbning af uddannelser, der ikke har fået lov til at åbne endnu, diskoteker, spillesteder og natteliv samt yderligere dele af indendørs sports- og fritidsfaciliteter. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Danskerne kan ikke se logikken i, at vi må samles i Bilka som sild i en tønde, mens en bilforhandler med 1.000 kvadratmeter ikke må lukke en enkelt kunde ind. Når logikken i regeringens nedlukning forsvinder, så daler viljen til at efterleve kravene desværre også,« siger hun.

Tirsdag var der 384 nysmittede, mens det generelle kontakttal er 0,9. Til gengæld er kontakttallet for den britiske variant, B117, steget til 1,25. Dermed er den smitsomme coronavariant i vækst, og i uge 6 blev den fundet i 45 procent af de analyserede positivprøver.

Og det er netop faren ved den britiske variant, som regeringen skal gøre krystalklar, mener De Radikales sundhedsordfører, Stinus Lindgreen.

»På pressemøderne synes jeg, at Henrik Ullum (direktør i SSI, red.) har været god til at forklare, hvorfor den britiske mutation er et problem for genåbningen. Men det er en svær opgave, fordi folk kigger på smittetallene, som bare falder og falder,« siger han.

Sundhedsminister Magnus Heunicke efter møde i Folketingssalen, hvor en række lovforslag bliver behandlet. Det gælder blandt andet et borgerforslag om strengere straf til vanvidsbilister, som dræber. Der er desuden en forespørgsel til kulturminister Joy Mogensen (S) af Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) om at sikre åndsfriheden på Kunstakademiet 26. janaur 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Sundhedsminister Magnus Heunicke efter møde i Folketingssalen, hvor en række lovforslag bliver behandlet. Det gælder blandt andet et borgerforslag om strengere straf til vanvidsbilister, som dræber. Der er desuden en forespørgsel til kulturminister Joy Mogensen (S) af Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) om at sikre åndsfriheden på Kunstakademiet 26. janaur 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Til gengæld har regeringen tegnet et alt for dystert billede af coronasituationen, og det har forplantet sig til danskernes vilje til at stå igennem nedlukningen, mener Stinus Lindgreen.

»Jeg savner, at regeringen fremlægger en plan for, i hvilken rækkefølge tingene skal åbne. Ikke nødvendigvis med konkrete datoer, fordi det er umuligt – men blot så danskerne kan se frem imod noget. I stedet vælger regeringen en meget dyster retorik, som kun skaber mismod,« siger han.

Tirsdag fastholder sundhedsminister Magnus Heunicke på Twitter, at en stor genåbning har længere udsigter.

'Jeg forstår det voksende behov for genåbning. Vi er nødt til at følge planen om gradvise skridt, så vi bevarer epidemikontrollen,' skriver han.