»Sygeplejerskerne knokler i forvejen og har udvist enorm fleksibilitet! Det er at gå i alt for små sko at bede sundhedspersonalet om at booke en vaccinetid dagen før en fridag.«

Det mener Jacob Götzche, der er næstformand for Kreds Midtjylland i Dansk Sygeplejeråd. Sygeplejerskerne er netop blevet opfordret til at booke en tid til vaccinen dagen inden en fridag.

Og det er der ifølge sygeplejefaglig direktør Ida Götke en god grund til:

»Det er en opfordring til almindelig betænksomhed. Det vil sige, at hvis sygeplejerskerne gerne vil undgå, at skulle sygemelde sig grundet bivirkninger fra vaccinen og bringe en kollega på arbejde, så er muligheden jo, at de booker en tid dagen inden en fridag.«

Covid-19-vaccinen kan give bivirkninger i form af feber, træthed og hovedpine, som i nogens tilfælde må udløse en sygedag.

Indtil nu har det været hospitalet, der manuelt har valgt hvilket sundhedspersonale, der har skulle vaccineres og hvornår, men fra i morgen skal personalet selv booke en tid. Det er derfor, at man i Hospitalsenheden Vest opfordrer personalet til at tænke på kollegaerne:

»Før kunne vi fordele vaccinerne, så ingen afdelinger kunne blive overbelastet. Det er langt sværere nu,« fortæller Ida Götke.

Men udmeldingen falder langt fra i god jord hos sygeplejerskerne.

»Alle sygeplejerskerne har ydet en kæmpe indsats. De er enormt betænksomme i forvejen,« siger Jacob Götzsche og forsætter:

»Og selvom sygeplejerskerne selv kan booke tid nu, så har de ikke 100 procent kontrol over tiden. Jeg har så sent som i dag talt med én, der har fået sin tid ombooket fire gange. Hvad vil hospitalet gøre i det tilfælde? Opfordre os til at ombooke vores privatliv efter vaccinen? Det er at gå i enormt små sko.«

Dog kan Ida Götke ikke helt forstå, at sygeplejerskerne synes, det er et så forkert en opfordring at sende.

»Jeg synes godt, at man må opfordre til betænksomhed i den her sammenhæng.« fortæller hun og forsætter:

»Det er slet ikke sikkert, at de får bivirkninger. Majoriteten får jo kun ømhed ved indstikstedet, og så er der enkelte, der får hovedpine, feber eller kvalme.«

Men selvom det ikke er alle, der får bivirkninger, som kan kræve en sygedage, så er opfordringen stadig ikke i orden, mener Jacob Götzsche.

»Jeg synes, det sender personalet et politisk signal, som er meget uheldigt. Opfordringen bliver lagt oveni den store fleksibilitet, som sygeplejerskerne allerede har ydet. Det er bare forkert. Det skal de bare lade være med,« lyder det. Han køber ikke forklaringen om, at det ikke er alle, der bliver syge:

»Hvis de virkelig mener, at der er så få, der bliver syge, hvorfor så sende en opfordring?«

Dog understreger Ida Götke, at man ikke vil blande sig i, om personale, der ønsker en vaccination, booker en tid dagen før en fridag eller ej. Det er op til personalet selv.