Nogle dage har borgere i Region Midtjylland ringet op mod 40.000 gange til regionens bookingtelefon til vaccinetider.
Det er langt flere opkald end forventet, og derfor er regionen nu i gang med at ansætte yderligere personale til at besvare telefonlinjen.
Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse ifølge Jyllands-Posten.
Telefonen er beregnet til borgere, som ønsker at bestille tid til vaccination mod coronavirus, men som ikke har mulighed for at gøre det online.
- Behovet for hjælp har været markant større end forventet, skriver regionen.
På grund af telefonstormen har mange ringet forgæves.
Borgere med NemID skal selv booke en tid til vaccination. Det kan man gøre på hjemmesiden vacciner.dk. Først skal man dog modtage en besked fra myndighederne om, at det er ens tur til vaccination.
Siden de første vaccinestik blevet givet i Danmark i slutningen af december, er der givet omkring 212.000 stik.
Det betyder, at 3,64 procent af befolkningen har påbegyndt vaccination eller er færdigvaccineret.
/ritzau/