Efter at have barrikaderet sig i 24 timer gik den ikke længere.

Den spanske rapper Pablo Hasel blev tirsdag formiddag lagt i håndjern og ført væk af politiet. Smidt ind på bagsædet af en politibil og kørt direkte i fængsel.

Her vil han være at finde de kommende ni måneder. Fængslet for at have opfordret til terrorisme og fornærmet Spaniens tidligere konge i raptekster og på Twitter, skriver blandt andre Reuters og Sky News.

Eksempelvis har han sammenlignet ekskong Juan Carlos med en mafiaboss og kaldt ham en idiot, ligesom han også har hyldet en nu opløst venstreorienteret ekstremistgruppe og sammenlignet en domstol med nazisterne.

Pablo Hasel føres væk.
Pablo Hasel føres væk. Foto: RAMON GABRIEL
Vis mere

Selv mener han ikke, han har gjort noget forkert. Blot udnyttet sin ytringsfrihed.

Og det var da også som led i en selverklæret kamp for ytringsfriheden, han og en lang række støtter valgte at barrikadere sig på universitetet i Lleida, som ligger i Catalonien.

Egentlig skulle han senest i fredags være troppet op til afsoning af sin fængselsdom.

Men han dukkede aldrig op.

Pablo Hasels mange støtter prøver at afskrække politiet med brandslukkere.
Pablo Hasels mange støtter prøver at afskrække politiet med brandslukkere. Foto: Paul de la Calle
Vis mere

Rapperen gjorde det klart, at han ikke ville gå uden modstand, og på Twitter har han det seneste døgn løbende opdateret inde fra universitets bygninger.

»Jeg vil blive fængslet med hovedet højt for ikke at have givet efter for deres terror og for at have bidraget til sagen. Vi kan alle gøre det,« har han blandt andet skrevet.

Alt imens prøvede omtrent 50 af hans følgere at holde politiet på afstand med brandslukkere og ved at stable møbler og blokere døre.

Men lige lidt hjalp det. Og dog.

Tirsdag formiddag lykkedes det politiet at anholde rapperne.
Tirsdag formiddag lykkedes det politiet at anholde rapperne. Foto: STRINGER
Vis mere

Godt nok er den 32-årige rapper, hvis borgerlige navn er Pablo Rivadulla Duro, nu bag tremmer. Men udenfor fængselsmurerne fortsætter kampen.

Flere end 200 kunstnere verden over har sat deres underskrift på en indsamling for at vise deres støtte.

Heriblandt filminstruktør Pedro Almodóvar og Hollywood-stjerne Javier Bardem.

Samtidig har den venstreorienterede koalitionsregering udtalt, at de vil kigge på lovgivningen omkring ytringsfrihed.

Indgangen til University of Lleida bliver spærret med møbler.
Indgangen til University of Lleida bliver spærret med møbler. Foto: J. MARTIN
Vis mere