Havde ægteparret Hagen alvorlige problemer i ægteskabet, og var de årsagen til, at Elisabeth Hagen pludselig - på mystisk vis - forsvandt 31. oktober 2018?

De spørgsmål står helt centralt i politiets efterforskning af sagen om den dengang 69-årige norske milliardærfrues forsvinden.

Nu kommer én af ægteparrets kvindelige bekendte med et svar:

»Hvis Lisbeth ville gå, så var hun gået for længe siden. Desuden er jeg helt sikker på, at de ville have løst eventuelle skilsmissediskussioner over en kop kaffe ved køkkenbordet. Jeg har aldrig hørt ægteparret sige noget ondt om eller til hinanden,« siger kvinden til norsk TV2.

ARKIVFOTO af Anne-Elisabeth Hagen.
ARKIVFOTO af Anne-Elisabeth Hagen. Privat

Mere end to år efter, at den elskelige og vellidte kvinde og mor til tre voksne børn sandsynligvis blev kidnappet fra hjemmet på Sloraveien i Lørenskog lidt uden for Oslo, er der stadig ingen der ved, hvad der er sket med hende, og hvor hun er nu.

Politiet mener, at hun er blevet slået ihjel, og at hendes mand, Tom Hagen, står bag forbrydelsen. Han er en af Norges rigeste mænd, og hans motiv skulle angiveligt være, at Anne-Elisabeth Hagen ville gå fra ham, og at en skilsmisse ville være en kostbar ham.

Men det afviser den kvindelige bekendte, som kendte begge ægtefæller godt.

»Jeg er sikker på, at Tom ikke har noget med dette at gøre,« siger kvinden, der selv har er blevet afhørt som vidne i sagen.

Ønskede Tom Hagen at slippe af med sin kone, fordi hun ville skilles? Det mener norsk politi angiveligt. Rigmanden er blevet løstladt, men er fortsat sigtet for drab på eller medvirken til drab på sin kone. (Arkivfoto)
Ønskede Tom Hagen at slippe af med sin kone, fordi hun ville skilles? Det mener norsk politi angiveligt. Rigmanden er blevet løstladt, men er fortsat sigtet for drab på eller medvirken til drab på sin kone. (Arkivfoto) Torbjørn Olsen / GD / NTB scanp

Hun ønsker at være anonym over for den norske tv-station, men fortæller, at hun mødte Anne-Elisabeth Hagen få dage før den skæbnesvangre oktoberdag.

De to kvinder stødte ind i hinanden, da milliardærfruen var ude at lufte hund.

Veninden beskriver hende som glad og forklarer, at det på ingen måde virkede som om, at der var noget, der tyngede hende.

De formodede gerningsmænd, som bortførte Anne-Elisabeth Hagen, efterlod et brev med et krav om løsesum.

Hagen-parrets hjem i Lørenskog var sikret med forældede alarmer, der ikke virkede.
Hagen-parrets hjem i Lørenskog var sikret med forældede alarmer, der ikke virkede. NTB

De seneste to år er politiets efterforskning gået i forskellige retninger, men i foråret vendte søgelyset sig pludselig mod hendes ægtemand gennem næsten 50 år.

Politiet sigter Tom Hagen for drab eller medvirken til drab, men selv nægter han ethvert kendskab til sin kones forsvinden.

Efterforskerne hæfter sig især ved en ægtepagt fra 1993, flere år gamle separationspapirer, notater fra begge ægtefællerne samt Google-søgninger knyttet til skilsmisse.

Tom Hagen har flere gange under afhøringerne understreget, at parret trods problemer aldrig seriøst drøftede skilsmisse.

Tom Hagen foreviget af en tegner, da han var i retten i forbindelse med sin anholdelse. Ved siden af ham ses forsvarsadvokat Svein Holden.
Tom Hagen foreviget af en tegner, da han var i retten i forbindelse med sin anholdelse. Ved siden af ham ses forsvarsadvokat Svein Holden. Fedor Sapegin

En forklaring, som den kvindelige bekendte understøtter.

Hun siger til norsk TV2, at hun er bekendt med, at ægteparret gennemgik en hård periode i 90'erne, men at hun aldrig har hørt dem tale om skilsmisse.

»Billedet, som tegnes af Tom er forkert. Han er en ordentlig, etisk og retskaffen mand. En familiemand.«

»Tom bruger al sin tankekraft og energi på at finde hende. Alle savner Lisbeth,« tilføjer hun.

Politiet undersøger Hagen-parrets hjem.
Politiet undersøger Hagen-parrets hjem. NTB SCANPIX

Både hun og ægteparrets tre voksne børn er overbeviste om, at Tom Hagen er uskyldig, og de frygter, at politiet har låst sig fast på skilsmisse-teorien.

De er bange for, at politiet derfor ikke længere aktivt leder efter hende.

Efterforskningen og eftersøgningen har siden 31. oktober 2018 kostet norsk politi 26,1 millioner norske kroner.