Det er nu mere end to år siden, at den norske millardærfrue Anne-Elisabeth Hagen sporløst forsvandt fra sit hjem.
Den seneste tid har politiet især haft søgelyset rettet mod hendes mand, Tom Hagen, og på de mulige ægteskabsproblemer, som ifølge politiet kan have spillet ind. Nu afviser ægtemanden, at de problemer fandtes.
Det skriver NRK, der har talt med Tom Hagen, som siden foråret har været sigtet for drab eller medvirken til drab på sin egen hustru – som endnu ikke er blevet fundet.
Lige siden har den norske forretningsmand, der er en af landets rigeste, nægtet sig skyldig, og han har tidligere fortalt til NRK, at han ikke har noget at skjule.
Det holder han fast i.
I interviewet med NRK bliver rigmanden spurgt ind til nogle personlige notater fra 2016, som politiet skal have fundet, hvori den 70-årige mand skal have givet udtryk for, at han og Anne-Elisabeth Hagen stod midt i en skilsmissen – og at han kunne tabe mange penge på det.
Det kommer dog bag på Tom Hagen, forklarer han.
»Jeg synes, det lyder mærkeligt. Notesbøgerne lå lettilgængelige, omkring 17.000 sider, jeg har ikke noget at skjule. Jeg kan have skrevet, at skilsmisse altid er en udvej, men hvem skiller sig efter 49 år? Når jeg skriver om udfordringer og problemer, tager jeg alt med, både gode og dårlige ting. Samtlige scenarier,« forklarer forretningsmanden, som har tre voksne børn med Anne-Elisabeth Hagen.
Videre fortæller han, at han er 'frustreret' over, at politiet har lagt vægt på nogle få uddrag fra notaterne.
»Det virker som om, at de har set bort fra alt det positive på disse sider, når de forsøger at tegne et negativt billede af mig,« fortæller han til NRK.
På et direkte spørgsmål fra NRK's journalist om, hvorvidt parret snakkede om skilsmisse eller separation i 2017, svarer han, at »det aldrig har været et tema«.
Sidste livstegn fra 69-årige Anne-Elisabeth Hagen var den 31. oktober 2018 klokken 09:14, hvor hun havde en telefonsamtale med et familiemedlem.
Da hendes ægtemand, rigmanden Tom Hagen kom hjem efter middag, var hun væk.
Tilbage lå en seddel med et krav om løsepenge og en trussel om, at Anne-Elisabeth ville blive udsat for skade, hvis han kontaktede politiet. Samtidig blev der krævet en løsesum, som skulle overføres i kryptovaluta.
På grund af fundet af sedlen frygtede politiet længe, at der var tale om en kidnapningssag. Den formodning ændrede de dog sidste sommer – i stedet mente man, at man stod med en mulig drabssag, og at brevet var blevet efterladt for at vildlede efterforskningen.
I foråret blev 70-årige Tom Hagen anholdt og sigtet for netop det: For drab eller medvirken til drab på sin hustru.
Til at begynde med blev han varetægtsfængslet, men han blev kort efter løsladt igen, da landsretten ikke mente, der var beviser nok til underbygge mistanken mod ham.