Anne-Elisabeth Hagen skrev kort til sin mand, Tom Hagen, på både bryllups- og fødselsdage.

Disse kort skulle nu være blandt politiets mest centrale beviser i sagen om Anne-Elisabeth Hagens forsvinden.

Det skriver Dagbladet.

Politiet mistænker Tom Hagen i sagen, og motivet kan findes i kortene. Indholdet skulle vise et haltende ægteskab, der kunne bryde sammen når som helst.

Tegning af milliardær Tom Hagen.
Tegning af milliardær Tom Hagen. Fedor Sapegin

En ægteskabspagt kunne ende med at koste Tom Hagen et stort økonomisk tab, hvis en skilsmisse blev en realitet.

Dagbladet skriver, at Anne-Elisabeth Hagen beder om tilgivelse i et af de mange kort, som ordensmagten har beslaglagt.

'Tilgiv mig for at såre dig,' skulle der helt præcist stå, uden det uddybes yderligere.

Ifølge det norske medie er politiet ligeledes i besiddelse af Tom Hagens notesbøger, som de har fundet på hans arbejde.

Bøgerne skulle beskrive en manglende tillid i ægteskabet, men skulle også indeholde sider, hvor Tom Hagen takker Anne-Elisabeth Hagen for det gode forhold og ægteskab, de har sammen.

I sit første interview efter konens forsvinden sagde Tom Hagen til NRK, at forholdet havde haft sine op- og nedture. Han tilføjede, at ægteskabspagten var blevet skrevet i starten af 1990'erne, da ægteskabet var i en lille bølgedal.

Dagbladet skriver afsluttende, at politiet ikke har nogen kommentarer, når det kommer til kortenes betydning.

Anne-Elisabeth Hagen har været forsvundet siden slutningen af oktober 2018. Siden da har ordensmagten afhørt over 600 vidner.