Sommer. Sol. Strand. Og sangría. Hvem drømmer ikke om en tur til ferieparadiset Mallorca i disse coronatider?

Mange tyskere nøjes ikke med at drømme – og det får nu den tyske regering til at reagere.

»Vi opfordrer alle til at afstå fra rejser, som ikke er absolut nødvendige,« siger regeringens talsmand Steffen Seibert ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Opfordringen kommer, efter at tyskere i hobetal har bestilt ferier til Mallorca.

El Arenal-stranden i udkanten af Palma de Mallorca er meget populær blandt de tyske turister.
El Arenal-stranden i udkanten af Palma de Mallorca er meget populær blandt de tyske turister. Arkivfoto: Enrique Calvo/Ritzau Scanpix

Det har de, efter at den populære spanske ferieø – også blandt danskere – ikke længere er klassificeret som et højrisikoområde for coronasmitte.

Sideløbende advarer en epidemiolog om, at udviklingen i Tyskland er ved at komme ud af kontrol.

Antallet af smittetilfælde i Tyskland vokser igen eksponentielt og er den seneste uge steget med 20 procent, skriver Reuters.

»Vi er lige præcis på kanten af den tredje bølge. Det kan ikke længere bestrides. På dette tidspunkt har vi lempet restriktionerne, og det fremskynder den eksponentielle vækst,« siger epidemiolog ved Robert Koch Institutet Dirk Brockmann ifølge Ritzau til tv-kanalen ARD.