Hvis du er en af de heldige, der allerede er blevet vaccineret, kan du godt kigge en ekstra gang efter, om rejsekufferten er intakt.
Mange danskere drømmer sig lige nu til udenlandske himmelstrøg. Det bliver dog holdt ved drømme for mange af os – men ikke for alle.
CNN bringer onsdag en liste over de lande, der tager imod de turister, der er blevet vaccineret.
Inden du pakker kufferten, skal du dog lige være opmærksom på, at Udenrigsministeriet stadig fraråder alle rejser - foreløbigt indtil 28. februar. Ligesom, der er krav om test og isolation, når du vender hjem til Danmark igen.
Cypern
Cypern var det første land til at annoncere sine planer om at gøre det tilladt at rejse til landet, hvis du er vaccineret. Du kan endda rejse til landet helt uden at gå i karantæne, når du kommer.
Reglerne gælder kun for Israel lige nu, men meldingerne går på, at det kommer til gælde resten af verden fra 1. marts. Det er dog ikke blevet bekræftet fra Cyperns myndigheder endnu.
Estland
Estland har droppet de obligatoriske karantænekrav fra EU-borgere. Derfor kunne Tallinn eller en anden eksotisk by i Estland muligvis blive den næste rejsedestination for dig, hvis du er vaccineret.
Samtidig accepterer landet også alle personer, som er vaccineret med en af de ni vaccinationer og ikke kun de tre EU-godkendte vaccinationer (Moderna, Pfizer/BioNTech og Oxford-AstraZeneca).
Georgien
Det europæiske land Georgien har også valgt at ophæve restriktionerne for fuldt vaccinerede rejsende.
For nylig meddelte Georgiens udenrigsministerium, at alle besøgende, der har modtaget to doser af hvilken som helst vaccine, har lov til komme ind i landet. Endda uden at fremvise en negativ pcr-test.
Island
Fra 1. maj kan fuldt vaccinerede EU-borgere skippe karantænen og pcr-testen, når de besøger Island.
Hvis du ikke kan fremvise vaccinationsparpirene, har du også mulighed for at rejse til Island. Det kræver dog to pcr-test med karantæne imellem testene.
Polen
Også Polen er et af de lande, der tager imod turister, som kan fremvise et certifikat, der bekræfter vaccination mod corona.
Dem, der leverer en negativ covid-19-test ved ankomst, kan også færdes i landet.
Rumænien
Siden 18. januar har rejsende kunnet komme til Rumænien, hvis de er blevet fuldt vaccineret.
Rumænien har dog indført begrænsninger fra rejsende, der kommer fra Rumæniens såkaldte 'gule liste'. Her indgår Danmark lige nu.
Seychellerne
Seychellerne er det seneste tilføjede land på listen over lande, du kan rejse til, hvis du er blevet fuldt vaccineret.
Landet, der har beliggenhed ud for Tanzanias kyst, sigter ovenikøbet mod at blive det første land i verden til at vaccinere hele sin befolkning.