En lavine af anklager om sexchikane, upassende opførsel og fysiske overgreb ryster Storbritannien. Særligt de dyre privatskoler er ramt.

»Jeg var 12 og ny i skolen. En fysiklærer i 60erne ville hele tiden røre ved mig. Jeg ignorerede det, indtil han en dag tog mig på bagdelen midt i timen. Jeg fortalte det til inspektøren, men intet skete. Han underviser der stadig i dag.«

Dette er bare et af mange opslag på den britiske hjemmeside Everyone's Invited – og langtfra det grummeste.

På ganske få uger har hjemmesiden, der er oprettet for at give ofre en stemme, modtaget mere end 12.000 personlige henvendelser fra børn og unge, der føler, at de er blevet udsat for seksuelle overgreb i deres skolemiljø.

Vidnesbyrd fortæller om chikane, fysiske overgreb og deciderede voldtægter i et omfang, der har chokeret det britiske samfund.

»Disse beretninger er jo hårrejsende. Ingen skolemiljøer bør være præget af frygt. Ofrene for disse forfærdelige gerninger bør kontakte nogen, de stoler på – en lærer eller forælder. Dette skal stoppes, og det skal have konsekvenser for dem, der begår disse overgreb,« siger den britiske undervisningsminister, Gavin Willamson, til BBC.

Overgrebene er af vidt forskellig karakter. Noget foregår online med billeddeling og videoer, men der er også beretninger om overgreb ved skolefester og på skolevejen. Både elever og lærere anklages på hjemmesiden.

»Det, vi har med at gøre, er en slags institutionaliseret sexchikane, hvor dem, der oplever overgrebene og fortæller om dem, ofte bliver negligeret. Det er dybt indgroet i systemet,« siger Some Sara, der står bag Everyone's Invited-hjemmesiden, som B.T. har talt med.

Hun siger, at hun selv har oplevet overgreb på den privatskole, hun har gået på. De, der fortæller om overgreb på hjemmesiden, skriver ofte også, hvilken skole overgrebene har fundet sted på. Og det er blandt andet nogle af Storbritanniens fineste og dyreste privatskoler.

En af disse, Dulwich College, har nu både suspenderet flere elever og meldt andre til politiet. En tidligere elev, Samuel Schulenburg, skrev i et åbent brev: 'Skolen opfostrer seksualforbrydere.'

Skolens rektor afviser, at skolen er problemet, og siger, at man vil indberette alle tilfælde, hvor navnet nævnes.

Det britiske skolesystem er anderledes end det danske og bærer præg af det britiske klassesamfund.

Kostskoler er en integreret del af det britiske elite-uddannelsessystem. I 1998 gik mere end 100.000 britiske børn i kostskole.

En plads på en kostskole kan koste op mod 500.000 kroner årligt. Børnene kan allerede blive sendt på kostskole fra fireårs alderen, og de kan gå der, til de starter på universitetet.

En betragtelig del af den herskende politiske klasse har selv gået på de private kostskoler, der ofte har direkte forbindelser videre til eliteuniversiteter som Oxford og Cambridge.

Undervisningen hører mange steder til den bedste, man kan få i verden, og der er stor søgning fra rige forældre globalt.

Seksuelt misbrug på skolerne er som sådan ikke nyt. Hårrejsende fortællinger om overgreb i de lukkedes cirkler omkring eliteinstitutionerne har floreret i mange årtier.

I 2017 skrev Alex Rennon, der gik på prestigefyldte Ashdown House, hvor også premierminister Boris Johnson har gået, om de overgreb, han og andre elever blev udsat for:

»En aften var jeg alene med læreren ved navn Keane. Han trak mig så hårdt ind mod sit bryst, at hans tweedjakke rev mit ansigt. Så stak han hånden ned i gylpen på mine fløjlsbukser. Jeg forstod ikke hvorfor, men jeg vidste, at der var en vingummi til mig, hvis jeg fandt mig i det. Og at de drenge, der protesterede, fik tæv.«

Antagelsen har været, at disse overgreb hørte fortiden til. Men de sidste uger har igen bragt de alvorlige problemer i det britiske skolesystem frem i lyset.

Flere eksperter skyder noget af skylden på en udbredt og hård pornokultur blandt de unge.

»De unge ser meget hård og degraderende porno, hvor mænd har ret til kvinders kroppe. Denne tankemåde er på sin vis selve problemets kerne,« siger kriminologiprofessor Helen Martelozzo til The Times.

Labour-politikeren Jess Phillips siger, at det politiske system har ignoreret advarsler om problemets størrelse alt for længe.

»I 2016 viste en rapport, at to ud af tre elever mellem 13 og 21 år havde været udsat for seksuel chikane. Regeringen gjorde intet ved det,« fortalte Jess Phillips til The Independent.

Henvendelser til hjemmesiden Everyone's Invited fra unge, der føler, at de har været udsat for overgreb, fortsætter i en alarmerende strøm. Og selvom flest stadig vedrører privat- og kostskoler, så peger pilen på et større nationalt problem, der inkluderer folkeskolerne. En ny og voldsom MeToo-bølge kan meget vel have ramt De Britiske Øer.