Når 12.000 unge mennesker (de fleste af dem piger) på få uger fortæller om udbredt chikane og seksuelle overgreb i eller omkring skolesystemet, skal man naturligvis lytte efter.

Gyselige beretninger om noget, der ligner institutionaliseret mobning med kraftige seksuelle undertoner, befamlinger og deciderede overgreb, ser ifølge hjemmesiden Everyone's Invited – en hjemmeside oprettet for at gøre det muligt for de unge at dele deres historier – ud til at være hverdag for mange britiske skolebørn.

Det er den 22-årige Soma Sara, som selv har været elev på en af Englands mest prestigefyldte privatskoler for piger, Wycombe Abbey, der har taget initiativet til hjemmesiden, som nu sætter dagsordenen i Storbritannien. Hun siger, at hun på pigeskolen har været udsat for seksuelle overgreb.

På få uger har Everyone's Invited haft så voldsom en effekt på det britiske samfund, at undervisningsminister Gavin Williamson torsdag annoncerede en regeringsbetalt undersøgelse af, hvor udbredt den såkaldte rape culture på skolerne er.

Interessant nok er fokus lige nu på Storbritanniens hæderkronede eliteskoler. Mange af opslagene på hjemmesiden angiver den skole, hvor overgrebene skal have fundet sted, og det er en opremsning af nogle af landets fineste uddannelsesinstitutioner.

Flere af disse skoler har allerede taget affære. Nogle drenge er blevet bortvist, og andre er blevet meldt til politiet. Storbritannien har i århundreder uddannet ikke bare egen elite, men rige folks børn fra hele verden på de mange private kostskoler, hvor det snildt koster en lille halv million kroner årligt at have børnene gående.

Uddannelsesmæssigt er disse skoler blandt de allerbedste i verden, men der har historisk været en alvorlig slagside, som af uforståelige grunde er blevet ignoreret. Fagging kaldes en tradition, der er gået i arv fra generation til generation på drengeskolerne – for i mange år var kønnene adskilt på kostskolerne.

Fagging var en stiltiende accept af de større drenges ret til at voldtage de mindre drenge. Det hjalp ikke stort, at nogle af lærerne selv gik forrest i overgrebene.

Den gamle kostskoletradition afspejlede et forkvaklet og følelseskoldt system, hvor børn blev fjernet fra deres forældre i en alt for tidlig alder (helt ned til fire år) for at blive modnet og hærdet på skolerne.

Der er skrevet bøger og lavet film om de mange overgreb på de skoler, der i en lind strøm har leveret nye rekrutter til den herskende politiske klasse. Måske er det en af grundene til, at det politiske system ikke har reageret før. For der er i årevis blevet advaret om, at der stadig finder overgreb sted – om end måden, de foregår på, har ændret sig.

For hvor fortidens synder i høj grad handlede om følelses-handicappede børn og unge som følge af fraværet af forældrenes kærlighed, så har kostskolerne over en kam strammet op på dette. Fagging er ikke længere stiltiende accepteret.

Til gengæld har den nye tid medbragt andre problemer for de unge. Britiske eksperter advarer om, at en udbredt og særdeles rå pornokultur har bredt sig i skolerne, og at selv små børn bliver introduceret til hardcore porno, som eksperterne mener, påvirker deres seksualitet og deres syn på piger og kvinder.

Fokus er som sagt lige nu på overklassen og kostskolekulturen, men problemet stikker formodentlig dybere. Der er også masser af beretninger fra privatskoler, og for den sags skyld også fra folkeskoler. Det skulle ikke undre, hvis overgrebene viser sig at være lige så udbredt her.

Et godt spørgsmål er, om det er et særligt britisk problem, eller om vi i Danmark kunne have et lignende spøgelse gemt i vores skolesystem. Hvis antagelsen om effekten af den allestedsnærværende pornokultur holder stik, så er det ikke utænkeligt, at den er gal nogle steder i Danmark også.

Det er tankevækkende, at det er en 22-årig piges initiativ, og ikke skolesystemet selv, der for alvor har ringet med alarmklokkerne. Gad vide, hvad en lignende hjemmeside i Danmark ville bringe for dagen angående hverdagen og overgreb i danske skoler? Forhåbentligt intet, der tåler sammenligning.