Vores øjne er forståeligt nok stift rettet mod den pandemi, vi nu har befundet os i i mere end et år. Vi er – undertegnede inkluderet – alle skyldige i at lukke øjnene over for andre vigtige begivenheder, der foregår i verden.
Onde mennesker slipper afsted med hæslige overgreb på civile mange steder, netop fordi vi grundet coronakrisen ikke kan kapere mere. Men det ændrer ikke ved at overgrebene foregår.
I Mozambique i det sydøstlige Afrika mellem Sydafrika og Tanzania lykkedes en islamistisk oprørsgruppe for nylig med at besætte byen Palma mod nord, ikke så langt fra Afrikas største og vigtigste gasledning til en værdi af 60 milliarder dollar. Gasledningen er Afrikas største investering, og terror mod denne ville være ødelæggende for Afrikas i forvejen skrantende økonomi.
Gruppen, der indtog Palma, kalder sig Al-Shabab, men har ikke umiddelbart noget med terroristerne i Somalia at gøre. Til gengæld bruger de IS' sorte flag, og de opførte sig præcis lige så rædselsfuldt som forbillederne i Syrien og Irak.
Øjenvidneberetninger til nødhjælpsorganisationer som Save The Children fortæller om vilkårlige massevoldtægter, henrettelser og skamferinger. En mor i byen fortalte, hvordan hun blev tvunget til at se på, mens de bandana-klædte terrorister – der selv nærmest er drenge – halshuggede hendes 12-årige søn.
En anden mor fortæller, hvordan hendes 11-årige dreng blev henrettet, uden at hun efterfølgende har kunnet begrave ham.
Nødhjælpsorganisationer rapporterer om, hvordan de unge drenge hjernevaskes til at udføre mord og voldtægt. Hvordan de umenneskeliggøres for selv at kunne udføre umenneskelige handlinger.
Det islamistiske islæt over terroristerne er i sig selv skræmmende. Det viser tydeligt, at ideen om Islamisk Stat ikke døde med det selvudråbte kalifats endeligt, samt at islamisterne er dygtige til at tilbyde deres perverterede værdier til alle frustrerede mennesker i verden.
Og dem er der desværre mange af. Sandheden er, at de fleste almindelige mennesker i det sydlige Afrika ikke har nydt godt af de rigdomme, som den nye gasledning medfører. Korruption og ineffektivitet præger stadig regeringen i Mozambique og i nabolandene.
Disse drenge og unge mænd fra ringe kår, som med rette føler sig ubrugelige og uelskede, får en afskyelig hævn mod verden gennem deres tilhørsforhold til Islamisk Stat, der giver dem styrke og vigtighed.
Den barske sandhed er, at vi KAN gøre en forskel. Selv her midt i coronakrisen bliver vi nødt til at orientere os mod verden. Støtte de skrøbelige demokratier verden over og sige nej til despoter og hadorganisationer, der bruger den internationale coronalammelse til at fremme deres kriminelle forehavender.
For Mozambique er desværre ikke et enkeltstående tilfælde. Flere steder i Afrika vokser den islamistiske kræftbyld, mens verden ser passivt til. Den bedste måde at formindske dens appel og udbredelse er ved aktivt at medvirke til, at menneskene i Mozambique og andre forarmede samfund får et mere værdigt og meningsfuldt liv.
Det er naturligvis langtfra kun op til os. Meget af miseren handler om interne problemer i Afrika. Men vi kan i langt højere grad tilbyde afrikanske stater fair økonomisk samarbejde. Som det er nu, er det primært kineserne, der interesserer sig for Afrika, og de har ikke nødvendigvis afrikanernes velbefindende som højeste prioritet.
Men vi kan også gøre en forskel ved at følge med i, hvad der sker i Afrika. Hjælpe til, når noget går godt, og så stemme med fødderne, når det ikke gør det. Os i pressen kan også gøre en forskel. Vi kan dække Afrika hyppigere, så vi ikke bidrager til, at Afrika forbliver det glemte kontinent.
De hæslige billeder, jeg har set fra Mozambique, mindede mig om dette. Og jeg lover at gøre mit til, at Afrika bliver bare nogenlunde dækket fra B.T.s side.
