'Kaviar, champagne, menu fra en stjernekok og ingen mundbind tilladt'.

Sådan lyder titlen på skjulte optagelser fra den private tv-kanal M6, som en række udenlandske medier herunder BBC beskriver.

Her afsløres det, hvordan velhavende franskmænd mødes til hemmelige middagsselskaber i Paris.

Ved ankomst får deltagerne at vide, at de skal fjerne deres mundbind. En tjener fortæller den undercover-journalist, der har lavet optagelserne, at ingen bærer mundbind; 'for når du ankommer her, findes der ikke længere covid-19.'

Middagsselskaberne finder sted på en hemmelig adresse, man kommer til gennem en ejendom, og vinduerne er blændet.

Priserne for en menu starter på knap 1.200 kroner, men kan løbe helt op i 3.600 kroner per person.

På videoen ser man også en mand forsikre gæsterne om, at de kan tage det roligt og bemærker, at flere medlemmer af regeringen har besøgt den hemmelige restaurant.

Afsløringen har vakt vrede i Frankrig, der ligesom store dele af Europa kæmper en hård kamp mod corona og som følge deraf er under streng nedlukning.

I Paris mødes overklassen til hemmelige middagsselskaber i strid med landets hårde corona-nedlukning. (Foto: M6)
I Paris mødes overklassen til hemmelige middagsselskaber i strid med landets hårde corona-nedlukning. (Foto: M6)
Vis mere

Alle skoler og ikke-essentielle forretninger er lukket ned, og der er udgangsforbud mellem 19:00 og 6:00, og fransk politi har udtalt, at de nu har startet en efterforskning af de hemmelige middagsselskaber.

Straffen for hver gæst kan være et års fængsel og en bøde på over 100.000 kroner for at sætte andres liv i fare, 1000 kroner for at overtræde udgangsforbuddet og 1000 kroner for ikke at bære maske.

Frankrigs indenrigsminister Gérald Darmanin har kaldt det, der foregår på videoerne totalt uacceptabelt, og han understreger overfor BBC, at der ikke gælder særlige regler for de rige og privilegerede under en pandemi.

»Hvis det, videoen viser, virkelig har fundet sted, skal de mennesker retsforfølges og, forestiller jeg mig, dømmes, for at have organiseret den slags fester.«

I weekenden steg antallet af intensivpatienter med corona på Frankrings hospitaler til 5.341, og sundhedsvæsenet er under massivt pres for at kunne følge med.