»Der er tilsyneladende sket dét, som ikke skal ske«.
Sådan lød det torsdag morgen over højtaleranlægget fra togføreren i det DSB-tog, der 6.05 kørte fra Københavns Hovedbanegård og med retning mod Århus.
Rundt omkring i toget stod passagerer nemlig og undrede sig over, at de havde pladsbilletter til de samme sæder.
Med andre ord: DSB havde ladet de påskehungrende danskere dobbeltbooke.
En af de passagerer er 27-årige Thyge.
Men da han trådte ind i toget torsdag morgen, kunne han hurtigt se, at noget var helt galt.
»Jamen, jeg ved jo, at der på grund af coronavirussen ikke må sidde særlig mange passagerer, så det undrede mig, at der faktisk var rigtig mange med toget,« fortæller Thyge, der ikke vil have sit efternavn ud.
Thyge fandt dog ud af, hvad der var galt, da han kom hen til sin plads.

Her sad der nemlig en anden person.
»Der sidder en på min plads, så jeg siger høfligt: 'Jeg tror, at jeg har pladsbillet til det her sæde'. Men det har hun så også åbenbart, og det viser sig hurtigt, at der er mange andre i kupéen, der har det samme problem,« fortæller han.
Der er i forvejen strenge restriktioner i forhold til krav om afstand, således at ingen passagerer må sidde hverken ved siden af eller over for hinanden.
Men når man har ladet passagerer booke den samme plads flere gange, betyder det ganske enkelt, at der er for mange i toget.
Og det er også præcis det, som togføreren efterfølgende fortalte over højtaleren.
»Der er blevet solgt dobbelte pladsbilletter til dette tog. Det betyder, at vi rent faktisk har for mange passagerer med,« lød det fra togføreren, som du kan se videoen øverst i artiklen.
Men i stedet for enten at sætte flere toge ind eller smide passagerer ud, kørte toget blot videre.
Til stor frustration for Thyge.
»Jeg er meget frustreret over det. Hvorfor gør de ikke noget ved det? Og hvordan kan det overhovedet ske? Så det er jo ligegyldigt med restriktioner, hvis vi skal sidde så tæt i toget,« siger han.
Den 27-årige mand tænker især på restaurationsbranchen og de hårde krav, som de i den kommende genåbning kommer til at opleve.
»Restauranter kommer til skulle frigive 7,5 kvadratmeter pr. gæst, og hvis de ikke overholder det, kommer der store bøder. Hvorfor får DSB så lov bare at køre, selvom der er for mange passagerer?,« spørger han.
B.T. er i kontakt med DSB, der arbejder på en kommentar.