Godt et dusin skovbrande hærger netop nu Californien.

Ilden har allerede ødelagt hundredvis af boliger, og flere end 500 hjem er forladt af indbyggerne, som nu befinder sig på krisecentre, fortæller Mark Ghilarducci, der er direktør for Californiens katastrofeberedskab, Cal Fire.

Guvernør Gavin Newsom har bedt om, at præsident Biden erklærer 'stor krise' i otte amter, siger Ghilarducci. En sådan erklæring vil medføre 'husly, fødevarer og penge' til de ramte, hvis appellen bliver hørt, tilføjer han. Det skriver Sky News.

Specielt branden Caldor Fire, som allerede har ødelagt 430 kvadratkilometer skov og ødelagt over 447 bygninger, vækker bekymring. Den truer nu omkring 17.000 huse eller andre bygningsværker.

Brandfolk ved at sætte en modbrand i gang i kampen mod Caldor Fire i Californien.
Brandfolk ved at sætte en modbrand i gang i kampen mod Caldor Fire i Californien. FRED GREAVES

To politifolk meldes i alvorlig tilstand på hospitalet, efter de i bil stødte sammen på vej til netop Caldor Fire.

Redningsfolkene har hidtil kun kunnet kontrollere omkring fem procent af ilden, og branden er nu nationens førsteprioritet, når det gælder om at indsætte ressourcer, siger Thom Porter, der er direktør for Cal Fire.

Cal Fire har indsat flere end 13.500 brandfolk over hele Californien for at tackle situationen.

I den nordlige del af staten raser branden Dixie. Den har brandfolkene dog fået inddæmmet godt 40 procent af, men alligevel har den afbrændt godt 3.000 kvadratkilometer skov.

Brandfolkene er i gang med slukningen af Caldor Fire.
Brandfolkene er i gang med slukningen af Caldor Fire. FRED GREAVES

1.259 bygninger er blevet ødelagt af branden – blandt andet 78 familieboliger. 13.000 huse eller andre bygningsvæker er i fare for at blive flammernes bytte.

Der meldes om moderat brandfare i den nordlige del at Californien, men i den sydlige del bliver temperaturerne koldere end normalt for årstiden. Det gør det muligt at sende forstærkninger til brandene, der hærger nordpå.