Brandmænd kæmper i øjeblikket med at dæmme op for en enorm løbeild i Californien, der har ødelagt adskillige hjem.

Det kommer, efter en stor del af det vestlige USA har været ramt af en usædvanlig varme i weekenden. Det skriver Sky News.

Det er særligt en voldsom skovbrand i Sierra Nevada, der raser i det nordlige Californien, som brandvæsnet kæmper mod. Den er et resultat af to brande, der har nået hinanden – begge brande er udløst af lyn.

I Californiens ørkenområder har temperaturerne i weekenden nemlig været så usædvanligt høje, og i Death Valley blev der lørdag morgen lokal tid målt 54,7 grader.

Det er den næstvarmeste temperatur, der nogensinde er blevet målt på jorden. Varmerekorden blev sat i 1913, hvor der blev målt 57 grader i Furnace Creek i Death Valley.

De voksende skovbrande langs statens grænse til Nevada har desuden tvunget store motorveje til at lukke, ligesom der er blevet opfordret til at spare så meget på elektricitet som muligt.

Folk er også blevet advaret om ikke at stoppe og tage billeder af skovbrandene nær den lille by Doyle i Californien.

»Du kommer til at forhindre vores operationer, hvis du stopper og ser på, hvad der foregår,« sagde brandchefen Jake Cagle.

Reuters/Ritzau Scanpix
Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

De vestlige amerikanske stater, herunder Californien, synker hurtigt dybere ned i tørke og sender risikoen for brand skyhøjt i mange områder.

Et lille fly styrtede lørdag ned i Arizona under en undersøgelse af løbeild i Mohave County. To besætningsmedlemmer mistede livet.

I mellemtiden har en brand i Oregon spredt sig til 621 kvadratkilometer, ligesom en skovbrand i det sydøstlige Washington er vokset til næsten 223 kvadratkilometer, ifølge nyehdsbureauet AP.

»Så længe det er så varmt og tørt, er det svært at sige, hvornår og hvordan vi skal standse flammerne«, siger Lisa Cox, der står for kommunikationen for brandvæsnet omkring branden i Sierra Nevada, til nyhedsbureauet dpa.

Foto: ZACH POTTER @CV__zach
Vis mere

Flammerne har indtil videre ført til evakueringsordrer for omkring 2800 mennesker i Californien.